Weekendfri på sygehuset

Politikerne ser på idé om at lukke Frederikshavn Sygehus i weekenderne

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

VENDSYSSEL:Står det til sygehusledelsen på Sygehus Vendsyssel, skal sygehuset i Frederikshavn i fremtiden være et effektivt femdøgnsafsnit. Her skal man blive specialister i en god planlagt behandling.

På onsdag kommer sygehusledelsen til Frederikshavn, hvor der er indkaldt til et møde, hvor personalet skal orienteres.

Sygehusdirektør Henrik Larsen fortæller, at han i et notat har spurgt regionspolitikerne, om de synes, det ville være en god idé at omdanne sygehuset i Frederikshavn, så man kun arbejder fem dage om ugen. Det drøfter politikerne først i forretningsudvalget og senere på regionsrådsmødet tirsdag.

- Så må vi se, om de synes, det er en god idé, vi skal arbejde videre med. I hvert fald vil vi fortælle personalet det, vi ved, på onsdag, siger Henrik Larsen.

Han har selv fået idéen i forbindelse med overvejelserne om, hvordan Sygehus Vendsyssel kan effektivisere og dermed spare. I år er det 15 mio kr., der skal findes på budgettet - svarende til halvanden procent. Hvor højt det tal bliver næste år, vides først, når der tegner sig et budgetforlig i begyndelsen af september.

- Fremtidens Frederikshavn, som forslaget kaldes, er et forsøg på rettidig omhu. Vi vil gerne give sygehuset i Frederikshavn et brand og en position, der gør det langtidsholdbart på en ny måde. Der er fantastisk gode diagnostiske og behandlingsmæssige muligheder i Frederikshavn. Der er otte operationsstuer, og alene derfor er sygehuset ikke lukningstruet, for regionen kan ikke undvære de stuer. Vi skal bare bruge det mere effektivt, siger Henrik Larsen.

Han forklarer, at der skal være mange af samme type operationer - og dermed et større personale, så der er backup ved sygdom:

- Den enkelte funktion skal være robust. Det her forslag involverer alle andre af regionens sygehuse. Der skal nogle opgaver væk fra Frederikshavn, og nye skal komme til. Ved at sygehuset bliver et elektivt (planlagt) center, bliver stedet godt for lægeuddannelsen, hvor en ung læge på kort tid kan komme til at se en lang række af de samme operationer. For overlægernes vedkommende forestiller jeg mig, at de skal arbejde nogle uger med planlagt sygdom, mens de i andre skal arbejde med det akutte, så færdighederne opretholdes.

Sygehuset i Frederikshavn har i dag en medicinsk afdeling og et operationsafsnit, der foretager gynækologiske, kirurgiske og ortopædkirurgiske operationer. Sygehuset har regionsfunktion for operation af åreknuder.

Ortopædkirurgien hører imidlertid ikke under Sygehus Vendsyssel rent organisatorisk - men er en enhed på tværs af regionens sygehuse.

Regionspolitikerne kan vælge at nikke ja til forslaget om at lukke sygehuset i Frederikshavn i weekenderne som en del af budgetforhandlingerne - eller de kan udskyde diskussionen, til de skal i gang med en ny strukturplan i det nye år.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden