Wellness og badeland som trækplastre

Langt fra sikkert, at hal opføres med bassin på 25 x 20 meter

SÆBY:Det kommende svømmebad i Sæby bygges til det brede publikum, ikke til sportsfolk og sportsturisme. Derfor er det langt fra sikkert, at det kommende byggeri opføres med et bassin med de internationale standardmål på 25 x 20 meter. Forligsparterne Venstre, Socialdemokratiet og Kristendemokraterne ønsker følgende faciliteter i hallen: En wellness-afdeling med specialbade - for eksempel dampbade, urtebade, sauna o.s.v. Et varmtvandsbassin. Et morskabs- og familiebassin. Et svømmebassin, som ikke behøver at være 25 meter, men som kan bruges til svømmeundervisning og motionssvømning. Et øvebassin. For nogle - heriblandt initiativgruppen af borgere, der satte processen mod opførelse af svømmebadet i gang - er det helt afgørende, at hallen opføres med et bassin med standard-mål. Altså et bassin på 25 x 20 meter. Men det er ikke et krav for byrådsflertallet. Kreative bud - Vi har ikke lagt os fast på bassinstørrelser. Vi udbyder projektet i totalentreprise og beder tilbudsgiverne og deres arkitekter om at komme med kreative bud på, hvordan svømmebadet kunne se ud. Vi har lavet en liste over faciliteter, som skal med. Og her er et bassin på 25 meter ikke et af kravene, siger gruppeformand Hans Jørgen Kaptain (V). For forligsparterne er det derimod afgørende, at hallen kan bruges til handicappede og til genoptræning og efterbehandling. En opgave, som kommunerne efter sammenlægningerne 1. januar 2007 overtager fra amtet. Svømmehallen skal også indeholde en café, som også vil kunne bruges af bibliotekets og kuturhusets brugere.