Weltschmerz i maskinernes magt

CD Radiohead:"Hail to the thief" Forventningens glæde er ofte den største. Ikke mindst når engelske Radiohead er pladeaktuelle, som det er tilfældet nu med Oxford-kvartettens sjette udspil "Hail to the Thief". Men siden Radiohead genfødte den progressive rock med pladerne "The Bends" og "Ok Computer" har de haft svært ved at indfri de massive forventninger om at føre den intellektuelle rockmusik til dets ultimative niveau. Det er ikke sket, da Radiohead er et band, der nægter at acceptere en tilværelse i fire fjerdedele og dur og mol. Bandet eksisterer kun i den sfære, hvor grænserne mellem kunst og musik nødvendigvis må kollidere, hvis den skabende evne skal forblive intakt. Og ofte bliver resultatet desværre derefter. På "Hail to the Thief" viderebringer Radiohead sine elektroniske og programmerede eksperimenter fra forgængerne "Kid A" og "Amnesiac" uden at bibringe noget nyt til det allerede afprøvede koncept. "The Gloaming", "Backdrifts" og "Myxomatosis" er eksempler på, hvordan Radiohead lader udtrykket stjæle opmærksomheden fra melodierne. Og når maskinerne får lov at dominere drukner de gode hensigter i de kolde og hjerteløse landskaber, som Radiohead nu ofte vandrer hovedløst ud i. Oxford-kvartettens velkendte weltschmerz og melankoli bløder simpelthen mest troværdigt i samspil med Jonny Greenwoods opfindsomme guitarspil og Phil Selways komplimenterende tøndeslagning. Heldigvis sker det også på "Hail to the Thief". Når maskinerne ind i mellem forbliver tavse, formår Radiohead nemlig stadig at spille solen sort og himlen i sænk. På "I will" blotlægger Thom Yorke sin strandede sjæl som et åbent sår i en smuk duet med sig selv og et afdæmpet guitartema, mens førstesinglen "There there" styres triumferende i land (og uden om maskinerne) af energiske trommer og lag-på-lag guitarer. Men også på "Sail to the Moon" og "A Punchup at a Wedding" bygger bandet de atmosfæriske lydkasteller omkring Yorkes vokal, der i takt med gennemlytningerne forplanter sig til en ildevarslende, kold sitren ned ad ryggen. Og så bliver det ganske enkelt ikke bedre. Men på "Hail to the Thief" sker det desværre for sjældent. Dertil lader Radiohead sig styre for meget af det utilpassede væsen, der har suget blodet ud af bandets kreative vener. I sin søgen efter at svømme imod tidens strømninger, strander Radiohead i et vadested, der har isoleret dem fra de levendes verden. Og det er tilmed ganske bevidst. Men det nærmer sig en forbrydelse, når man ved, hvor godt det kunne blive. Thomas Færch Kvist thomas.faerch.kvist@nordjyske.dk Radiohead "Hail to the Thief", EMI