Werder-manager rykker til Wolfsburg

Klaus Allofs skifter efter 13 år i Werder Bremen til et nyt job som manager i danskerklubben Wolfsburg.

Werder-manager rykker til Wolfsburg

Det tyske nyhedsbureau dpa kalder det det mest spektakulære managerskifte i Bundesligaens historie.

Og det er da også opsigtvækkende, når en mand som Klaus Allofs efter 13 år i samme klub, Werder Bremen, beslutter sig for at søge nye udfordringer i Wolfsburg midt i en sæson.

Onsdag bekræftede repræsentanter for begge klubber skiftet, men ville ikke fortælle, hvad folkevognsklubben har måttet betale i transfer for at hive Allofs til bilbyen.

Klaus Allofs afløser Felix Magath, der i slutningen af oktober blev fyret som manager og træner for Wolfsburg, hvor Simon Kjær og Thomas Kahlenberg sammen med holdkammeraterne har haft en svær sæsonstart.

Skiftet vækker glæde i Wolfsburg, hvor Diego og Naldo nu befinder sig efter at være hentet til tysk fodbold og Bremen af netop Allofs.

- Han er en af de bedste managere i Tyskland, siger midtbanespilleren Diego.

Mens sportschef-delen altså nu er på plads i Wolfsburg, mangler man stadig at finde holdets nye træner. Indtil videre arbejder Lorenz Günther-Köstner som vikar på den post.

Lige nu ligger klubben tredjesidst i Bundesligaen trods en 3-1-sejr over Leverkusen i weekenden.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.