EMNER

Werlauff: Intet lyssky ved mit aktiesalg

Omstridt bankformand forsvarer sig mod hård kritik

Erik Werlauff, formand for bestyrelsen i Bonusbanken og juraprofessor ved Aalborg Universitet, tager nu kraftigt til genmæle mod den kritik, der er haglet ned over ham i flere medier, fordi han har solgt ud af sine egne aktier i Bonusbanken, før den kom i uføre, og aktierne blev næsten værdiløse. Erik Werlauff erkender, at han ved flere lejligheder har solgt ud af Werlauff-familiens aktier i banken. Det skete senest 29. februar og 7. marts i år, hvor han solgte aktier for henholdsvis 1,9 og 2,7 millioner kroner. Men det skete i fuld offentlighed og - ifølge Erik Werlauff - udelukkende ud fra et ønske om at fordele familiens aktiebesiddelse omtrent ligeligt på aktier i Bonusbanken og i andre banker – og ikke fordi Werlauff på det tidspunkt havde viden eller mistanke om, at Bonusbanken var på vej i uføre. Faktisk havde han så stor tiltro til sin egen bank, at han så sent som 25. august i år – umiddelbart efter offenliggørelsen af Bonusbankens halvårsrapport – købte aktier i banken for godt en million kroner. I en redegørelse, som Erik Werlauff netop har udsendt om forløbet, forklarer han, at han først 11. september blev klar over, hvor galt det stod til med banken, da direktionen telefonisk meddelte ham, at Finanstilsynet ville kræve 80-100 millioner kroner i nedskrivninger. Det tal voksede til 150 millioner kroner 26. september, og Finanstilsynet krævede yderligere 90 millioner kroner afsat ved beregning af bankens solvensbehov. Dermed var bankens egenkapital tabt, og så var det slut. Bonusbanken bliver nu overtaget af Vestjysk Bank, og aktionærerne får kun noget, der ligner en symbolsk betaling. Selv ejer Erik Werlauff og hans mor, Sigrid Werlauff, stadig så mange aktier i Bonusbanken, at de tilsammen står til at tabe 9,7 millioner kroner på aktierne, regnet i forhold til åretsbegyndelse . - Familien er ulykkelig over forløbet, der begyndte med lynnedslaget 11. september. Vi er i særdeleshed ulykkelige, når almindelige aktionærer taber penge på deres aktier. Det er naturligvis ikke nogen trøst for dem, at vi selv lider et tab på 9,7 millioner kroner – ud over at familiens beskæftigelse i Bonusbanken nu naturligvis er ophørt, forklarer Erik Werlauff. I morgen får han lejlighed til at forklare sig yderligere, når han står ansigt til ansigt med aktionærerne på en ekstraordinær generalforsamling i Bonusbanken – den sidste i bankens historie.