Westenholz' tidsboble

koncert ASO spiller Beethoven og Bruckner # # # # # ¤ Forårets række af symfonikoncerter blev skudt igang med et lykkeligt genhør med Elisabeth Westenholz, der var trådt til i stedet for en sygemeldt Amalie Malling, og en fornem udførelse af Bruckners tredie med Aeschbacher på podiet. Beethovens 1. klaverkoncert havde en - og kun én - hovedperson, pianisten Elisabeth Westenholz, som i en lang årrække har hævdet sig som en af vores fineste koncertpianister herhjemme. Hele koncerten blev båret frem af hendes lysende musikalitet, som uden på noget tidspunkt at være påtrængende forvandlede Beethovens klaverstemme til en poetisk recitation af mozartsk renhed, lysende og transparent fra start til slut. Enhver forbindelse tilbage til klaverløven Beethoven, der betvang samtiden med sit eksplosive musikalske temperament, var borte, Westenholz genskabte værket ud fra sit eget temperament og placerede os for en kort stund i en tidsboble af skønhed. Aeshbacher holdt orkestret nede i det diskret underspillede akkompagnement, hvor kun klarinettisten Randi Østergaard fik lov til at stikke hovedet diskret frem i den smukke duet med klaveret i 2. sansen. Westenholtz annoncerede sit ekstranummer som "en lille vals af Schubert", 32 takters ren fortryllelse, som varede under et minut, men det var alt nok. Bruckners 3. symfoni fra 1873 stod - som alle hans andre symfonier - i gæld til Beethovens 9. symfoni i den monumentale udformning, men i lige så høj grad til Wagners værker, hvis tvetydige harmonik og uendelige melodier Bruckner lod sig inspirere af. Resultatet blev en række lange værker med mange klang- og stemningsskift, og hvor det episk-dramatiske, satsernes musikalske fortælling, syntes at fortone sig i tågerne. Det stiller store krav til orkesterspillet at skabe sammenhæng i satserne, men Aeschbacher og orkestret leverede en disciplineret og fremragende indsats, hvor især hornsektionen var smukt afstemt til helheden. En sådan aften kunne man godt ønske sig at have være forsynet med et intakt Bruckner-gen! Tore Mortensen kultur@nordjyske.dk Aalborg Symfoniorkester: Beethoven, Bruckner dir.: Matthias Aeschbacher solist: Elisabeth Westenholz Aalborghallen torsdag aften