EMNER

Whisky-ambassadøren er død

For mange åbnede der sig en ny verden, når Christopher Martin fortalte om skotsk whisky. Han gjorde det med en indlevelse, som kun opnås af én, der har levet det meste af sit liv med whisky og den tradition, som whiskyen er en del af. Han fortalte på samme tid begejstret og stilfærdigt. Selv om han var født i England, blev han en fin repræsentant for en del af den skotske folkesjæl. Det har mange nordjyder oplevet, når de besøgte Skotland - bl.a. tiltrukket af et ophold på Craigellachie Hotel, som i en lang årrække havde nordjyske ejere. Nu bliver der ikke fortalt flere historier eller inviteret på en “dram”. Christopher Martin døde for et par dage siden og bliver bisat i morgen. I de 58 år, som var afmålt til hans liv, nåede han at sprede masser af glæde som whisky-ambassadør. Han rejste hele verden rundt for at undervise og fortælle. I de senere år arbejde han for firmaet Deageo, der ejer 21 destillerier, bl.a. Dalwhiny, Talisker og Knockando. I gruppen er også J&B, hvor han for alvor slog igennem og praktiserede mange af sine banebrydende ideer om, hvordan whisky skulle opfattes og nydes. Bl.a. grundlagde han en whisky-skole. Det var også ham, der inspirerede til 24NORDJYSKEs serie om maltwhisky - den mest omfattende whisky-beretning, som har været bragt på en dansk tv-station. Ved sin død var han bl.a. direktør for Deageos gæsteslot, der er et gennemrestaureret gammelt herresæde i hjertet af det skotske højland. Her har mange tusinde gæster fra hele verden nydt godt af både hans dygtighed som vært og som underviser. Slottet ligger midt i den natur, han holdt lige så meget af som samværet med andre whisky-beundrere. Han elskede at færdes aktivt i den både som golfspiller og jæger. Savnet efter ham bliver stort. Bedre ambassadør for whisky bliver svær at finde, men med sine inspirerende aktiviteter har han skabt en masse nye ambassadører over hele verden for Skotland og for whiskyen.