White Hawks fik revanche

Gentofte Stars sendt hjem med et klart nederlag

Frederikshavn White Hawks sejrede hjemme mod Gentofte. Arkivfoto: Bent Bach

Frederikshavn White Hawks sejrede hjemme mod Gentofte. Arkivfoto: Bent Bach

FREDERIKSHAVN:Tredje gang var lykkens gang for Frederikshavn White Hawks, der tidligere i sæsonen har tabt to gange til Gentofte Stars.

Men søndag fik høgene sat styrkeforholdet på plads, da holdet hjemme slog forstadskøbenhavnerne med 4-1.

Hjemmeholdet dominerede kampen og fik den perfekte start.

En brandvarm Rasmus Søndergaard nettede til både 1-0 og 2-0 indenfor et halvt minut tidligt i første periode.

Dét chok kom gæsterne sig aldrig over.

Det blev også 3-0 i første periode, da høgenes dygtige førstekæde spillede sig igennem. Colin Vock var skarpretteren.

Herefter slappede hjemmeholdet af, og anden periode var en søvnig forestilling uden scoringer.

Det lykkedes gæsterne at komme på tavlen ni minutter inde i tredje periode, da Artem Iossafov fik sendt pucken i nettet bag White Hawks-målmand Georg Sørensen.

Så vågnede hjemmeholdet op, og Mads Larsen afgjorde endegyldigt opgøret med sit mål til 4-1.

Med sejren konsoliderede White Hawks andenpladsen i Metal Ligaen.

De regerende mestre fra SønderjyskE fører.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.