White Hawks godt fra land
Frederikshavnerne vandt første kvartfinaleopgør mod Odense med 5-1

Galleri - Tryk og se alle billederne.
FREDERIKSHAVN:Frederikshavn White Hawks fik en perfekt start på kvartfinale-serien i isligaen mod Odense.
Høgene viste sig frem i flot stil og sejrede 5-1.
Høgene virkede ellers ikke helt flyvefærdige til et kvartfinalebrag i kampens indledning.
Det var gæsterne fra Odense, der pressede på. Hjemmeholdet havde svært ved at stå imod rent fysisk, og fynboerne burde have bragt sig i front på en friløber. Men Daniel Hansen i høgeburet klarede flot.
Og få sekunder senere bragte hjemmeholdet sig så i front. Som så ofte før i denne sæson orkestreret af høgenes svenske profiler.
Andreas Sundin var oplægger, Alexander Ytterell bøddel.
I anden periode var høgene kommet op i gear, og de sværmede om fynboernes mål. Selvom gæsterne heller ikke var ufarlige, så var det fuldt fortjent, at først Thom Flodqvist og siden Andreas Sundin fik scoret og bragt høgene foran 3-0 inden de sidste 20 minutter.
I tredje periode fik et godt fightende Odense-hold reduceret, men glæden varede kort.
For bare halvandet minut senere scorede Mads Bech Christensen til 4-1, inden Alex Berry lukkede til 5-1 i powerplay.
De to hold mødes allerede søndag i Odense.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.