White Hawks henter supertalent

Efter en sæson med tummel, ævl, kævl og uantagelige sportslige resultater, kan Frederikshavn White Hawks atter ranke ryggen.

Frederikshavn White Hawks' Nicolai Meyer prøver lykken i Sverige. Foto: 
Scanpix

Frederikshavn White Hawks' Nicolai Meyer prøver lykken i Sverige. Foto: Scanpix

I hvert fald er det intet mindre end et kæmpe scoop, at White Hawks nu henter den 18-årige Nicolai Meyer hjem fra svensk ishockey. NORDJYSKE erfarer, at kontrakten er på plads, men direktøren for Elite Nord A/S, Henrik Andersen, vil ikke bekræfte forlydenderne. - Ingen kommentar. Men Meyer er da en spændende spiller, som vi gerne vil have hjem, drister han sig til at sige. Dog skulle den være god nok - dermed giver landets nordligste ishockeyklub de kritikere, der har bebrejdet høgene, at de ikke kan holde på deres unge talenter, en solid bandetackling. Nicolai Meyer må nemlig betegnes som det største talent, der nogensinde er udklækket hos White Hawks. Bedre end Frans Nielsen Allerede som 16-årig spillede han en fuld sæson hos høgene. Dengang lavede han fornemme 21 point i 46 kampe. Siden drog han til svensk ishockey, hvor han i de seneste to sæsoner har spillet på Malmös juniorhold. I den forgangne sæson blev han den mest scorende spiller for skåningenes junior-20-hold. Noget som ikke engang den danske NHL-stjerne Frans Nielsen præsterede, da han i sin tid repræsenterede Malmös stærke ungdomshold. Den lynhurtigt skøjtende, teknisk fremragende og målfarlige Nicolai Meyer har uden tvivl kunne vælge mellem alle landets ishockeyklubber samt en stribe svenske, finske, tyske og nordamerikanske. Men han valgte altså Frederikshavn White Hawks. Det må lune i nord.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.