Ishockey

White Hawks med pænt forspring

Vandt første bronzekamp med 8-4 mod Aalborg Pirates

Frederikshavn White Hawks sikrede sig et godt udgangspunkt i bronzekampene med en sejr på 8-4. Foto: Kim Dahl Hansen
Frederikshavn White Hawks sikrede sig et godt udgangspunkt i bronzekampene med en sejr på 8-4. Foto: Kim Dahl Hansen Foto: Kim Dahl Hansen

Opdateret 05. april 2014 kl. 10:06

FREDERIKSHAVN: Frederikshavn White Hawks tog sig et pænt forspring i bronzeduellen mod Aalborg Pirates med en sejr på 8-4 i den første kamp på hjemmebane. Men spændingen er stadig en smule bevaret, selvom sejren undervejs så ud til at kunne blive langt større.

Det var på mange måder en vemodig fredag aften i Frederikshavn. Det var den sidste kamp i den nuværende skøjtehal, og samtidig den allersidste hjemmekamp for Christian Schioldan, der indstiller karrieren efter lørdagens returkamp. Når den nye sæson indledes skal Frederikshavn spille i ny hal.

Det var Frederikshavn, der kom bedst fra start, og Aalborg-keeper Magnus Åkerlund måtte hive en flot dobbeltredning ud af ærmet efter to minutter, da Thomas Søndergaard var helt fri foran mål.

Men minuttet senere var han prisgivet, da Lasse Overgaard lagde en puck ind foran mål efter en tur bagom målet. Aalborg-forsvaret tog sig en gevaldig blunder, og Thom Flodqvist udnyttede sikkert den store chance og placerede et skud sikkert oppe i hjørnet.

Hjemmeholdet fortsatte presset i de første fem minutter, og Simon Grønvaldt var tæt på at forære en scoring til White Hawks med en meget skidt pasning ud af egen zone, men Nicolai Meyers træk med pucken blev for langt, og han kom ud i for spids en vinkel.

Men aalborgenserne fortsatte i det gavmilde hjørne. Matt Pope forærede pucken væk helt inde foran eget mål, og denne gang fejlede Meyer ikke.

Aalborg kom endelig lidt i gang efter det første kvarter, hvor Steffen Klarskov ramte stolpen, men ellers stod der Frederikshavn på de første 20 minutter.

Alex Leavitt havde et enkelt godt slagskud for piraterne i kampens første powerplay, men Frederikshavn var endnu tættere på at score, da Thomas Søndergaard fik en friløber, men Åkerlund reddede igen aalborgenserne.

Aalborg fik dog slået tilbage i begyndelse af anden periode, da Christian Schioldan var smidt i boksen for en holding, og Daniel Madsen fik lov til at stå lidt for fri i zonen og sendte et slagskud nærmest igennem handsken på Daniel Madsen i White Hawks-målet.

Men Frederikshavn slog igen minuttet senere. En glimrende tværpasning fra Thomas Søndergaard endte lige på bladet hos Nicolai Meyer, der ikke kunne undgå at score.

Men bare 28 sekunder senere reducerede Aalborg på ny. Rasmus Søndergaard tabte pucken og Bjarke Møller straffede prompte. Og pludselig var Aalborg helt tilbage i kampen. Bare 41 sekunder senere udlignede man til 3-3, da den 20-årige Magnus Leth Nielsen sendte pucken i nettet.

Og anden periode var helt vanvittig. Frederikshavn tog føringen igen minuttet senere, da Mike Bartlett fandt Alex Barry foran mål. Og Thomas Søndergaard udbyggede føringen igen, da han fulgte op på et slagskud efter 28 minutter.

Så var det Mikkel Aagaards tur til at være med i festen, da han elegant lagde pucken forbi Åkerlund, og så var Frederikshavn oppe med tre for første gang.

Som anden periode skred frem blev det mere og mere tydeligt, at Aalborg-keeper Magnus Åkerlund var skadet, og Frederikshavn udbyggede føringen yderligere ved Nicolai Meyer.

Den normale målmandsreserve Nikolaj Nørbak var også ude med skade, og derfor kom unge Ask Mathiasen ind til tredje periode. Midtvejs i perioden reducerede Aalborg Pirates ved Sebastian Ehlers, og dermed indkasserede Mathias Hansen sit første mål imod sig i kampen, efter han havde erstattet Daniel Hansen efter målet til 3-3.

Frederikshavn kom dog på 8-4 fire minutter før tid, da Morten Smedegaard endelig fik hul på den unge Aalborg-keeper.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden