White Hawks stækket af Odense
En elendig anden periode blev dyr for høgene

Frederikshavn White Hawks kunne intet stille op mod Odense. Arkivfoto: Henrik Louis
ISHOCKEY:Frederikshavn White Hawks skulle tirsdag aften forsøge at følge op på 9-2 sejren forleden i Gentofte. Modstanderen hjemme i Nordjyske Bank Arena var Odense Bulldogs - en vigtig kamp for frederikshavnerne i bestræbelserne på at holde fast i Metalligaens tredjeplads.
Men fynboerne viste sig for stærke og vandt 7-3.
Gæsterne fik en optimal start på kampen med en scoring efter godt tre minutter ved Ned Lukacevic. Målet faldt i power play.
Hjemmeholdet slog dog tilbage umiddelbart efter, da firemålsskytten fra opgøret mod Gentofte, Cam Spiro, udlignede.
I anden periode gjorde fynboerne det onde ved værterne. Martin Larsen scorede til 2-1, og dernæst udbyggede først Dale Mitchell og siden Nick Walters til 4-1 mod et rystet hjemmehold.
De blev også 5-1 i starten af tredje periode ved Jonas René Hansen. Cam Spiro nettede atter for hjemmeholdet, inden Jacob Johnston bragte gæsterne på 6-2.
Hjemmeholdets Anthony DeLuca fik reduceret, men Odense scorede kampens sidste mål ved Dale Mitchell kort før tid.
White Hawks holder akkurat fast i ligaens tredjeplads, men med blot fem runder tilbage af grundspillet presset frederikshavnerne nu voldsomt bagfra af flere hold.
Kommentarer
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.