White Hawks vandt efter flot comeback

Frederikshavn vandt topkampen mod Sønderjyske med 3-1

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

FREDERIKSHAVN:Efter et flot comeback i tredje periode tog Frederikshavn White Hawks tirsdag aften nogle vigtige point i topstriden, da de slog ligaens tredjeplads, SønderjyskE, med 3-1 i Iscenter Nord.

Kampen var tæt, men White Hawks fik endelig hul på bylden i de sidste tyve minutter og så sig ikke tilbage efterfølgende.

Med sejren deler de nu ligaens tredjeplads med fire runder tilbage af grundspillet.

Skarpheden manglede i starten

White Hawks startede første periode bedst. Ikke mindst takket være to hurtige udvisninger. Først til gæsternes Steffen Frank og kort efter måtte Michael Eskesen en tur i straffeboksen. Selvom Frederikshavn spillede fem mod tre i et minuts tid, blev det ikke udnyttet.

Efter 14 minutters spil udeblev skarpheden også for hjemmeholdet. To gange. Begge gange var det Morten Lie, der stod tæt under mål, men sendte pucken forbi. Det blev omgående straffet af SønderjyskE, der kom foran 0-1. Først ramte Nick Dineen ellers stolpen, men få sekunder senere kunne canadiske Patrick Asselin sende pucken i nettet for 14 gang i sæsonen. Oplægget stod udeholdets amerikanske topscorer Cory Quirk for.

Sønderjyske fik mål annulleret

SønderjyskE kom bedst ud til anden periode, hvor Cory Qurik og Tyler Gotto var tæt på i indledningen af perioden, der i første halvdel bød på meget få spilstop.

Spillet bølgede frem og tilbage, men fortsat med udeholdet som toneangivende, mens hjemmeholdets muligheder opstod ved omstillinger. Dog uden gevinst.

Endnu en gang var White Hawks i overtal, fordi Steffen Frank var ude i to minutter, men heller ikke det hjalp. Til gengæld formåede høgene at holde stand, da de var undertal, mens Lasse Lassen tog sig en pause i straffeboksen.

Periodens største drama opstod i slutningen. Først fik SønderjyskE et mål annulleret, og efterfølgende følte Mathias Bau Hansen sig snydt, da han efter en episode med Tyler Gotto blev holdt tilbage i en omstilling af canadieren.

Hul på bylden i 3. periode

I tredje periode lagde nordjyderne stærkt ud og efter flot oplæg af Robin Bergman og Kristoffer Jonsson kunne Thomas Søndergaard skyde pucken mellem benene på Myllykoski til stillingen 1-1 med lidt over 18 minutter igen.

I en overtalssituation efter 47 minutter og 27 sekunder kunne Colin Vock sende 2-1 føringen i buret. Inden da havde flot sammenspil af Mathias Bau Hansen og Steve Birnstill spillet Sønderjyskes firemands forsvar tyndt.

Med under tre minutter igen var Colin Vock igen på pletten og gjorde det til slutresultatet 3-1 efter en friløber. Assisterne stod Morten Lie og Jesse Jyrkkiö for.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.