WHO-akutchef: Vi har lang vej igen med coronakrise

Chef for WHO's akutberedskab advarer om, at udvikling af en vaccine ikke vil garantere en sejr over Covid-19.

Verden har "meget, meget langt igen" før pandemien med coronavirus er bragt under kontrol, siger WHO's chef for akutberedskab, Mike Ryan. (Arkivfoto)

Verden har "meget, meget langt igen" før pandemien med coronavirus er bragt under kontrol, siger WHO's chef for akutberedskab, Mike Ryan. (Arkivfoto)

GENèVE: Verden har "meget, meget langt igen", før pandemien med coronavirus er bragt under kontrol, siger WHO's chef for akutberedskab, Mike Ryan.

- Selv om mange lande er begyndt at tage skridt frem mod en normalisering, er der fortsat farer og mange risici ved Covid-19 på nationalt, regionalt og globalt niveau, siger Mike Ryan.

- Det, som vi alle frygter, er en ond cirkel med katastrofale udviklinger i den offentlige sundhed og økonomiske tilbageslag, hvis de indførte restriktioner lempes og ny smitteudbredelse ikke opdages, pointerer Ryan, som onsdag holdt et onlinepressemøde om krisen.

Han understreger, at en "meget betydelig kontrol" af virusset er påkrævet, hvis de nuværende risikovurderinger skal bringes ned.

Regeringer verden over kæmper for at finde frem til en balance, hvor de kan genåbne deres samfund og samtidig holde coronasmitten under kontrol.

Der er på globalt plan registreret 4,29 millioner mennesker med coronavirus ifølge en opgørelse foretaget af nyhedsbureauet Reuters. Der er registreret over 291.000 dødsfald.

Ryan advarer også om, at udviklingen af en vaccine ikke vil garantere en sejr over Covid-19.

Han siger, at det nye virus kan blive ved med at være i cirkulation til en vis grad snarere end at blive udryddet.

- Måske forsvinder virusset aldrig, siger han.

Ryan pointerer videre, at virus og sygdom kan holdes under kontrol - endda uden vaccine, som det er tilfældet med hiv.

- Vi har i forhold til hiv fundet behandlinger, og vi har fundet metoder til forebyggelse. Folk er ikke så bange for det, som de var tidligere, siger han.

Om planlagte åbninger af grænser i Europa, siger Ryan, at det ikke udgør nogen stor risiko, hvis grænserne krydses. Han siger, at det er en langt mere kompleks udfordring at få genstartet lufttrafikken.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.