WHO og tidligere statsleder: Fattige lande skal have vaccinerne
Tidligere britisk premierminister kalder manglende fordeling af vacciner "en skamplet på vores globale sjæl".

MÆRKEDAGE Tidl. britisk premierminister Gordon Brown fylder 70 år lørdag den 20. februar 2021. Russell Cheyne/Reuters
Den tidligere britiske premierminister Gordon Brown mener, at den manglende fordeling af vacciner til fattigere lande er "en skamplet på vores globale sjæl".
Han siger i et interview med BBC, at folk er begyndt at indse, at coronavirus vil "komme tilbage og hjemsøge hvert eneste land, hvis der ikke gøres bestræbelser på at få vaccineret hele verden næste år."
Indtil nu er otte milliarder covid-vaccinedoser blevet administreret på verdensplan. Men langt størstedelen er blevet givet i verdens rige og mellemrige lande.
Verdenssundhedsorganisationen WHO siger, at 98 lande endnu ikke opfylder en målsætning om at få 40 procent af deres befolkninger vaccineret.
En ledende ekspert i WHO i Genève, Maria Van Kerkhove, sagde onsdag, at verden stadig står "midt i pandemien", og at det må være en topprioritet for enhver regering at få vaccinedoser ud til dem, der har mest brug for dem.
- Hvis vi ikke gør det, vil virusset mutere igen og igen, og vi kommer tættere på begyndelsen frem for slutningen, sagde hun.
WHO's generalsekretær, Tedros Adhanom Ghebreyesus, har også udtrykt bekymring over, at mange lande er begyndt at give en tredje dosis til folk, mens andre lande er langt bagud i forhold til overhovedet at give bare en enkelt dosis til deres befolkning.
- Intet land kan booste sig ud af pandemien, sagde han på et pressemøde onsdag.
- Booster-strategien vil formentlig forlænge pandemien i stedet for at gøre en ende på den, lød det med henvisning til, at sygdommen netop kan mutere og sprede sig på ny.
Han pointerede, at det er vigtigt at prioritere første stik til personer i høj risiko i stedet for et tredje stik til grupper med lav risiko for hårde sygdomsforløb.
I Storbritannien, USA og Frankrig er omkring tre fjerdedele af befolkningen vaccineret. 80 procent er vaccineret i Japan.
I Nigeria, som er Afrikas mest befolkningsrige land med over 206 millioner indbyggere, er kun en ud af 20 vaccineret. I Etiopien, som har over 115 millioner indbyggere, er kun otte procent vaccineret.
Kun hver fjerde afrikanske sundhedsarbejder er blevet vaccineret.
Brown siger til BBC, at den skæve fordeling af vacciner er "en af de største politiske fejl i vor tid". Han siger, at det skyldes, at verdens rige lande hamstrer og oplagrer vacciner.
Brown, der var premierminister for arbejderpartiet Labour fra 2007 til 2010, siger, at det er en overkommelig opgave at gennemføre vaccinationer på globalt plan hurtigt.
- Vi har teknologien. Vi har ekspertisen, og vi producerer nu 1,5 milliarder vaccinedoser om måneden. Vi kan få dem ud til folk, og vi kommer til at lide under det, hvis vi ikke gør det, siger han.
/ritzau/