Miljø

WHO: Syv millioner dør af luftforurening hvert år

I fattige lande forårsager indendørs madlavning millioner af dødsfald årligt, viser ny undersøgelse.

Bygninger forsvinder i smog i Mongoliets hovedstad, Ulan Bator. På globalt plan dør der hvert år omkring syv millioner mennesker som følge af dårlig luftkvalitet, siger Verdenssundhedsorganisationen, WHO. Foto: Scanpix/Byambasuren Byamba-ochir

Bygninger forsvinder i smog i Mongoliets hovedstad, Ulan Bator. På globalt plan dør der hvert år omkring syv millioner mennesker som følge af dårlig luftkvalitet, siger Verdenssundhedsorganisationen, WHO. Foto: Scanpix/Byambasuren Byamba-ochir

På globalt plan dør der hvert år omkring syv millioner mennesker som følge af dårlig luftkvalitet, siger Verdenssundhedsorganisationen WHO.

En ny omfattende undersøgelse, som organisationen har gennemført, viser, at 90 procent af verdens befolkning indånder forurenet luft.

- Luftforurening er en trussel mod os alle, men det er de fattigste og mest marginaliserede, som bliver ramt hårdest, siger WHO's chef, Tedros Adhanom Ghebreyesus.

Luftforureningen forårsager blandt andet hjerteanfald, hjertesygdomme, lungekræft og lungebetændelse.

Luftforureningen er værst i storbyerne, men den er ofte værre end antaget i landsbyer.

I den tredje verden bliver mange også syge af sod og partikler fra madlavning indendørs, hvor der blandt andet bruges trækul. Denne form for luftforurening fører årligt til omkring 3,8 millioner dødsfald.

- Det er uacceptabelt, at over tre milliarder mennesker – for det meste kvinder og børn - stadig indånder dødelig røg hver eneste dag fra forurenende ovne og forurening fra brændsel, siger Ghebreyesus.

Mere end 90 procent af de dødsfald, som kobles sammen med luftforurening, sker i lav-og mellemindkomstlande, siger WHO.

- Det er meget dramatiske problemer, som vi står over for, siger Maria Neira, som leder WHO's departement for offentlig sundhed og miljø.

I undersøgelsen af forureningen har der været fokus på farlige partikler med en diameter på mellem 2,5 og 10 mikrometer.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst