Why does it always rain on me...

De første stjerner på Løkken Koncerten havde intet publikum

LØKKEN:Da de første optrædende på Løkken Koncerten i går eftermiddags gik på scenen, var der praktisk taget ingen mennesker at synge for, hvis man ser bort fra de frivillige, der stod og skuttede sig i barerne og på andre strategiske punkter på koncertpladsen. Det triste vejr - og den endnu værre vejrudsigt aftenen før - holdt uden tvivl mange hjemme i de varme stuer. Det så faktisk ud som om der var flere frivillige i giftiggrønne Løkken Koncert-t-shirts end regulære koncertgængere den første times tid. Havefest Der blev solgt 4000 billetter i forsalget, men så mange mennesker var der slet, slet ikke på koncertpladsen ved koncertens start. En time senere var der dog stadig omkring 1000 mennesker udenfor indgangen, som åbenbart skulle have nogle flere billige øl indenfor vesten, inden de stemplede ind. I barerne stod de frivillige i tørvejr, men havde til gengæld ikke meget at give sig til ud over at lytte til musikken. Det var ikke fadøllet, der flød i stride strømme i år. - Jeg synes ikke jeg kan huske det nogen sinde har været så tomt fra starten af koncerten før. Som det ser ud lige nu, kunne vi jo have holdt koncerten hjemme i min have, konstaterede Bent Dyrby, der har været frivillig på Løkken Koncerten i ca. 15 år. Der kom dog hele tiden flere til, bl.a. et hold på 15 unge fra Vittrup, der er trofaste tilhængere af Løkken Koncerten. - Vi kommer hvert år uanset vejret. Det har vi gjort lige siden vi var gamle nok til at drikke øl. Vi starter klokken 10 med øl og rundstykker og kaffepunch. Så er vi klar til Løkken Koncert, fortalte næsten 21-årige Anne Høgsted veloplagt. Okay Anne Høgsted syntes stort set at koncertprogrammet var godt. - Stjerne for en Aften er okay, for det er kopinumre, men Stomped er ikke så professionelt et valg. Dem er der ingen, der kender. Jeg tror vi trænger til noget Kim Larsen, mente hun. I stedet fik hun og de øvrige koncertgængere TV2, Poul Krebs, Zididada og - som allerede nævnt - Stomped og Stjerne for en Aften. Trods regnen og det meget lille publikum, sang de populære "medlemmer" af Stjerne for en Aften ligeså bragende godt som de plejer, og det er jo sjovt at se dem live - det føltes som at gense gamle venner af familien, da Lene Matthiesen, Jakob Andersen, Jan Nielsen, Thomas Stenberg, Heidi Lund Jensen og vinderne fra 2002 og 2003, Gudrun Jacobsen og Gunnar Mikkelsen gik på scenen. Og man kunne jo kun grine af det hele, da Gunnar sang sin vindermelodi "Why does it always rain on me"...slemme Gunnar. Hvordan kunne GVL's koncertudvalg også finde på at engagere ham.