Wieben er landet på det helt rette sted

67-årige Henning Wieben startede igen som kunstmaler sidste efterår

Suzanne Tram
 
Foto: Claus Søndberg
Hen­ning Wiebens ver­sion af de røde huse på Bryg­gen i Nibe. Mås­ke med et strejf af no­get grøn­landsk, som han hol­der me­get af.
Kunst 11. marts 2007 05:00

NIBE: Jeg har et nøgenbillede af din kone, lød en mandsstemme i telefonen. Det blev startskuddet til anden runde som kunstmaler. Nu næsten på fuld tid, mens det for 40 år siden var i fritiden. Og når der manglede penge. Historien er ikke sand. Men den er god, griner Henning og Anni Wieben i Nibe. Helt forkert er anekdoten nu heller ikke. For der var faktisk en mand, der pludseligt ringede med besked om, at han havde et nøgenbillede af Anni Wieben. En fraflyttet kvinde havde efterladt det i hans hus, og han syntes ikke, han ville smide det ud. Så hellere finde Wieben og returnere det til ham. Nu står nøgenbilledet af Anni Wieben i det atelier, der næsten er blevet en arbejdsplads for den 67-årige ny-startede kunstmaler. Karrieren er så ny som fra sidste efterår. Men det er blevet til tre udstillinger allerede, flere på vej og et spritnyt makkerskab med syv kvindelige kunstnere i og omkring Nibe, der sammen åbner galleri i byen 1. april. Det omfatter tre malere, tre glaskunstnere, to keramikere og en, der laver smykker. - De sagde, de gerne ville have en billedkunstner mere med. Men det spillede nok også ind, at de vidste, jeg er god til at indrette. Både kreativt og praktisk, griner Henning Wieben. Grønland og teateret Det har været både det kreative og det praktiske, der har været Wiebens levevej i snart 50 år. Han er uddannet dekoratør, men startede Wieben Design i 1968. Et firma, der lavede udstillingsstande og skilte til en mangfoldighed af kunder. Over alle årene er det blevet til masser af butiksindretninger, udformning af Julemandscentret i Grønland, udformning, bygning og udsmykning af et stort antal bygninger og forlystelser i Aalborgs Tivoli Karolinelund, hvis indgang også er Henning Wiebens værk, ligesom det er ham, der har håndlavet hver eneste sten ved Spøgelsestoget. En del af Nordsjællands Sommerpark bar også Wiebens navn. Han har lavet kolossalt store kulisser for Det Kongelige Teater, og han har indrettet og udsmykket tre krydstogtskibe. Henning Wieben har aldrig sagt nej til en opgave, fordi han ikke syntes, han kunne løse den. Og han har aldrig været bange for at gå til en opgave. Drillede den, eller virkede den vanskelig, kunne det kureres med en tur med fluestangen. Wieben havde altid et billede af det færdige resultat på sin indre nethinde. Det var den praktiske udformning, han skulle have på plads på fisketurene. - I de mange år, jeg alene drev firmaet, var vi max fem mand. Og når ordrebogen var tom, tog jeg ud og fiskede. Det fik ende, da min søn kom med som uddannet cand.merc. Så skulle det virkelig gå hurtigt, og ordrebogen skulle altid være fyldt, fortæller den nyslåede kunstmaler. I en årrække lavede de ansatte i firmaet skiltene og materialerne til butiksindretningerne, mens Henning Wieben lavede alt det sjove. I 1993 overtog sønnen firmaet helt, og nu er Wieben Senior ansat hos Junior. Og opgaverne fordelt omvendt. - Nu er jeg mest praktisk gris. De unge ansatte er jo knald dygtige og meget kreative. Mens jeg har erfaringen i konstruktionen af udsmykninger og stande, og det bliver jeg så brugt til. Det er derfor, jeg nu maler. For at få det kreative ud ad en anden kanal, fortæller Henning Wieben. Han har Anni Wiebens fulde opbakning. Også selv om han ofte også tager aftenerne med i det atelier, han har indrettet i et af skurene på Bryggen i Nibe med fjorden som nærmeste nabo. Parret Wieben skulle have en mellemlanding i det lille røde træhus på Bryggen, mens de ledte efter den helt rette seniorbolig. Men de blev og har indrettet sig, så de ikke vil derfra igen. Kunstner i anden runde - Jeg vidste, jeg skulle male igen, så jeg købte to skure. Men det tog faktisk to år fra købet af dem, til jeg kom i gang, og nu kan jeg ikke lade være. Henning Wiebens billeder har ingen fællestræk eller en fast stil eller streg. - Det gider jeg ikke. jeg maler det, der sker af sig selv, og så er det lige meget, om folk kan genkende mine billeder, fortæller kunstneren. Med det nye gallerifællesskab har han sikret sig, at han kun skal passe det tre timer hver anden uge og ikke om sommeren. For da sejler parret i tre måneder. Og Wiebens plan er, at der så i de cirka tre måneder kun kan males billeder på 40 gange 40 centimeter, fordi der ikke er plads til større lærreder i båden. Det er kun nøgenbilledet af Anni, der er kommet tilbage til Henning Wieben. En række andre billeder fra for næsten 40 år siden blev for en stor dels vedkommende solgt til en nabo, der havde flere penge end det meget unge ægtepar, der havde fire børn at forsørge. Hvor de billeder er, aner parret ikke. - Det vigtige er, at jeg nu maler igen og stortrives med det. Jeg kunne ikke ønske mig en bedre tilværelse, smiler Wieben, så man ser og mærker, at nu er foråret kommet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...