Wieghorst: Perfekte forhold

Træneren glæder sig over en vellykket træningslejr i det spanske

Søren Olsson
Kasper Risgård er blandt de spillere, der glæder sig over at få Kasper Kusk hjem igen. Foto: Jesper Thomasen
AaB 1. februar 2018 06:20 - Opdateret 1. februar 2018 07:31

FODBOLD: AaB satte tidligt torsdag morgensnuden hjemad mod Danmark igen efter en træningslejr over ni dage i San Roque i Sydspanien.

Turen endte med et nederlag i testkampen mod Sparta Prag, men træner Morten Wieghorst så mange opløftende momenter i AaB-spillet.

- Resultatet betyder altid noget i en fodboldkamp, og derfor er det træls, at vi taber. Men vi så mange gode momenter i spillet. Vi spillede imod en væsentligt stærkere modstander, end da vi mødte japanerne. Et hold med et væsentligt større budget og mange gode spillere. Og alligevel var vi kontrollerende i store dele af kampen. Det er det positive, som vi kan tage med os fra kampen, siger Morten Wieghorst.

Godt arbejde

Han har været mere end glad for de ni dage i det spanske.

- Jeg tror aldrig før, at jeg har været på en træningslejr, hvor forholdene har været så perfekte. Banerne har været gode, faciliteterne har været i orden, maden har været god. Og jeg synes, at der er blevet arbejdet godt hernede, siger træneren, der også ser frem til, at kunne arbejde med Kasper Kusk.

- Denne sæson har været lidt on and off for Kasper. Men i sidste sæson var han jo rigtig god med seks mål og en mængde assists. Det er den spiller, vi håber at få frem igen. Kasper en god spiller, men kræver også et godt hold omkring sig, og det er så op til os at levere det, siger han.

Glæde over tilbagevenden

Også Kasper Risgård glæder sig over, at Kasper Kusk vender snuden hjem igen.

- Det er jeg så glad for, og det er jo noget, jeg nærmest har arbejdet på i flere år. Jeg har snakket med Kasper mange gange. Han er en kvalitetsspiller med stor kreativitet, og så gør det jo bestemt ikke noget, at han oprindeligt er AaB’er, siger han.

AaB spiller lørdag testkamp på Hornvej imod Thisted med kampstart klokken 14.00.

Her burde Yann Rolim og Jacob Rinne være tilbage, mens der fortsat er tvivl om Edison Flores.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...