AaB

Wieghorst: Vi skal være bedre på bolden

AaB træneren var ikke tilfreds med første halvleg i sejr

Pavol Safranko scorede det første mål i comebacket. Foto: Jesper Thomasen

Pavol Safranko scorede det første mål i comebacket. Foto: Jesper Thomasen

FODBOLD:AaB endte som sejrherrer af den første testkamp under træningslejren i San Roque, da japanske Shonan Bellmare blev slået med 3-2 efter et meget stærkt comeback.

Første halvleg vakte dog bekymring, da AaB blev sat under et højt pres af et løbestærkt japansk mandskab, der rendte AaB over ende i de første 30 minutter.

- Vi er ikke gode nok på bolden, og vi vidste jo godt på forhånd, at de ville komme med et højt pres, men vi fik ikke spillet os ud af situationerne. Og det skal vi selvfølgelig have kigget på, siger cheftræner Morten Wieghorst.

- Jeg kan bruge det til noget, for hvis vi gerne vil spille på den måde, vi gerne vil spille på og også på et højt niveau, så skal vi være bedre på bolden. Men jeg er glad for, at spillerne viste god moral og formåede at komme tilbage fra 0-2, siger træneren.

Især indskiftningerne af Edison Flores og Yann Rolim gjorde en forskel på holdet efter pausen.

- Edison er en spiller, der er vant til at spille i et højere tempo. Han fik skabt noget ro på holdet og fortsatte bare den generelt rigtigt gode opstart, han har haft. Yann kom også ind og gjorde en god figur og skabte noget for os. Men nu var det jo ikke toppen af poppen, vi spillede mod i dag, selvom de var et pasningsstærkt og hårdtarbejdende mandskab, siger han.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.