Wiggins vil forstå Cavendish-exit fra Sky

Tour de France-vinder Bradley Wiggins kalder det for logisk, hvis supersprinteren Mark Cavendish forlader Sky.

Wiggins vil forstå Cavendish-exit fra Sky

Verdensmester og supersprinteren Mark Cavendish passer ikke - sådan rent cykeltaktisk - ind på det britiske hold Team Sky.

Det siger Cavendish' landsmand og holdkaptajn, Bradley Wiggins.

- Personligt har jeg nydt at køre med ham, men jeg forstår, hvorfor han formentlig skifter hold, siger Tour de France-vinderen til flere engelske medier.

- Jeg elsker at se Mark vinde, og hvis Mark skal tilbage til Tour de France og vinde seks, syv eller otte etaper samt kæmpe med om den grønne pointtrøje, så skal han nok forlade holdet, siger Wiggins.

Cavendish er i gang med sin første sæson hos Sky og var med på det Tour-hold, der i sommer sikrede Wiggins den samlede sejr i verdens største cykelløb.

Men Sky satser fremover endnu mere på at vinde de største etapeløb i verden - Giro d'Italia, Tour de France og Vuelta a España - og i den plan passer en af verdens bedste sprintere ikke ind.

- Vi bliver nødt til at opbygge holdet efter at opnå succes i de store etapeløb, og uheldigvis for Mark, hvilket vi så i årets Tour, så er det svært at kombinere det med at sikre Mark sejre, lyder det fra Wiggins.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.