Udland

Wikileaks-soldat erklærer sin skyld i gigantisk lækagesag

Ja, jeg misbrugte fortroligt materiale. Nej, jeg hjalp ikke fjenden. Det siger anholdt sladrehank i USA's hær.

Wikileaks-soldat erklærer sin skyld i gigantisk lækagesag

Bradley Manning, som er tiltalt for at have lækket massevis af hemmelige dokumenter til whistleblower-netværket WikiLeaks, erklærer sig skyldig i at have misbrugt fortroligt materiale.

Men den amerikanske soldat afviser fortsat den centrale anklage om, at han skulle have hjulpet fjenden.

Det kom frem ved en høring torsdag - forud for sommerens retssag mod Manning i den opsigtvækkende sag, der beskrives som den største lækage af regeringshemmeligheder i amerikansk historie.

- Jeg mener, at hvis den almene offentlighed (...) fik adgang til informationen (...) så kunne det sætte gang i en indenlandsk debat om militærets rolle og udenrigspolitikken i det hele taget, forklarede Manning om sine gerninger.

- Jeg mener, at jeg opnåede noget, der ville give mig en ren samvittighed, lød det i et stille og roligt tonefald fra Manning, som var iført soldateruniform og forblev siddende ved sine advokater, mens han aflagde forklaring under ed.

Der er i alt 22 anklagepunkter i sagen mod Manning, der beskyldes for at have lækket flere hundredetusinde hemmeligstemplede dokumenter fra blandt andet det amerikanske udenrigs- og forsvarsministerium til WikiLeaks.

Den unge soldat blev anholdt i Irak i maj 2010, hvor han var analytiker for den amerikanske hærs efterretningstjeneste nær hovedstaden Bagdad. Retssagen mod soldaten ventes at gå i gang 3. juni.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst