Wilbek: Bo Spellerberg er ikke formstærk nok

Landstræner Ulrik Wilbek mener ikke, at VM-spillerne Bo Spellerberg og Henrik Toft Hansen er gode nok lige nu.

Wilbek: Bo Spellerberg er ikke formstærk nok

Playmaker Bo Spellerberg og stregspiller Henrik Toft Hansen var begge med til VM i januar, hvor de danske håndboldherrer vandt sølv.

Både Spellerberg og Henrik Toft var dog siet fra til den landsholdstrup, der blev udtaget i mandags og skal spille en testkamp mod Polen i juni.

Forklaringen er simpel, hvis man spørger landstræner Ulrik Wilbek. De har ikke været gode nok i foråret, men de kan stadig nå at komme ind i billedet til den EM-trup, der skal forsvare guldet på dansk grund i januar 2014.

- Bo Spellerberg og Henrik Toft er ikke udtaget til truppen.

- Alle kan i princippet komme i spil til EM-truppen, men når de ikke er med nu, så er det fordi, at jeg synes, de ikke har været formstærke nok til at være med, siger Wilbek.

Landstræneren afskriver hverken Spellerberg eller Henrik Toft til EM, men lige nu er ingen af dem inde i landsholdsvarmen.

- Der er nogen, der er med. Og der er nogen, der ikke er med længere. Sådan vil det være.

- Og så er det sådan, at leverer man gode præstationer i efteråret, så kan man også kæmpe sig ind i truppen igen, forklarer Wilbek.

I stedet for Spellerberg og Henrik Toft er playmaker Thomas Mogensen og stregspiller Michael V. Knudsen med i truppen. Begge gør comeback på landsholdet.

Desuden vil Wilbek gerne se nærmere på Mors-Thys formstærke bagspiller Markus Mørk og fysisk stærke Klaus Thomsen fra Team Tvis Holstebro.

- Det har været en fremragende sæson for dem begge - den ene primært i angrebet (Mørk, red.), den anden primært i forsvaret (Thomsen, red.).

- De har ydet en meget fin indsats med B-landsholdet for en måned siden, og det har gjort, at jeg har valgt at tage de to med, forklarer Wilbek.

Danmarks landskamp mod Polen spilles 21. juni, og i den forbindelse trækkes der også lod til EM på dansk grund.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.