- Wilbek et oplagt bud

Enighed hos AaB-duo

Fodbold 15. februar 2005 05:00

AALBORG: Ulrik Wilbek er et oplagt bud som ny landstræner for det mandlige landshold. Det mener både AaB Håndbolds sportschef Jan Larsen og klubbens landsholdsspiller Rune Ohm, som var med i truppen, der med Torben Winther ved roret skuffede så fælt ved VM-slutrunden i Tunesien fornylig. - Ulrik Wilbek har præsteret topresultater på både dame- og herresiden - ja, han har haft succes med alt, hvad han har beskæftiget sig med. Og herrelandsholdet mangler netop en træner, der evner at få materialet til at slå igennem. Ingen kan være i tvivl om, at både det nuværende spillerpotentiale og talentudviklingen udgør den rette basis, siger Jan Larsen. Rune Ohm udtrykker en stærk tro på, at Ulrik Wilbek kan overføre sine resultater fra kvindelandsholdet samt Viborg-hold af begge køn til herrelandsholdet. - En landstræner skal være dygtig på en række felter - ikke mindst mandskabsbehandling. Wilbek er i mine øjne en komplet trænertype, som opfylder kravene, siger Rune Ohm, der afviser at juble over fyringen af Torben Winther, selv om den nu forhenværende landstræner ved VM kun valgte at bruge AaB'eren mod Angola og Canada. - Fyringen har vel ligget i luften, men jeg har ikke nogen ide om, hvad landstrænerskiftet vil betyde for mit vedkommende. Jeg vil gerne fortsætte på landsholdet, men afventer stille og roligt valget af ny landstræner. Ingen kontakt endnu Rune Ohm nævner Flensburg-Handewitts cheftræner Kent-Harry Andersson som en kandidat på linje med Ulrik Wilbek, men Dansk Håndbold Forbund (DHF) kan næppe få svenskeren fri af kontrakten med den tyske storklub, og en kombination af de to hverv er ikke nogen sandsynlig løsning. - Det er urealistisk, at vores kommende landstræner samtidig er klubtræner på højt niveau, fastslår DHF's direktør Hans-Chr. Jacobsen. - Ulrik Wilbek nævnes hyppigt som et varmt emne? - Det har jeg set, og han er en smadderdygtig træner, som kan være et bud. Men der er mange andre kompetente emner. Fra forbundets side er det helt bevidst, at hverken Ulrik Wilbek eller andre har været kontaktet om landstrænerjobbet. - Vi er i gang med grundige sonderinger og har endnu ikke nået den fase, hvor vi tager kontakt til udvalgte emner, oplyser Hans-Chr. Jacobsen. Han glæder sig over, at forbundet har god tid til processen. Herrelandsholdets næste opgave er en jubilæumskamp mod Tyskland i Flensburg 29. marts.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...