Wilbek: Lars Jørgensen klar til landsholdscomeback

Forsvarsspecialisten er klar i kulissen

Ulrik Wilbek (til højre) har Lars Jørgensen klar i kulissen. Foto: Scanpix

Ulrik Wilbek (til højre) har Lars Jørgensen klar i kulissen. Foto: Scanpix

KØBENHAVN:Det stærke forsvarsbolværk Lars Jørgensen stiller sig nu til rådighed for det danske håndboldlandshold forud for VM i Spanien.

Det oplyser landstræner Ulrik Wilbek til TV2 Sporten.

Den 34-årige veteran, der regnes blandt verdens bedste forsvarsspillere, indstillede ellers landsholdskarrieren i 2010.

Landsholdsstoppet havde ikke noget med Jørgensens kvaliteter at gøre, for han har de senere år vist sig frem på allerhøjeste niveau for først AG København og nu KIF Kolding København.

Lars Jørgensen vil ifølge Wilbek ikke være med i den VM-trup, som landstræneren offentliggør på torsdag, men veteranen vil i stedet figurere i en bruttotrup på 28 spillere.

Det betyder reelt, at Ulrik Wilbek vil kunne indkalde Jørgensen, hvis der undervejs i VM-turneringen skulle blive brug for ham.

Danmark er i pulje med Makedonien, Island, Qatar, Rusland og Chile ved den kommende VM-turnering, der spilles fra 11. til 27. januar i Spanien.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.