Wilbek vil ikke sænke VM-ambitionerne

Landstræner Ulrik Wilbek afviser, at målsætningen på det danske herrelandshold i håndbold bliver nedjusteret på grund af den langsigtede satsning på OL i 2012.

Landstræner Ulrik Wilbek og det danske VM-hold rykker fra Skjern til Herning i den sidste teskmap. Foto: Scanpix

Landstræner Ulrik Wilbek og det danske VM-hold rykker fra Skjern til Herning i den sidste teskmap. Foto: Scanpix

Der bliver ikke slækket på ambitionerne ved VM i Sverige i 2011 og EM i Serbien året efter, selv om landstræner Ulrik Wilbek satser langsigtet frem mod OL i 2012. Det danske herrelandshold i håndbold skal bevare sin nuværende målsætning om altid at være i top-8 og gerne poppe op og vinde medaljer i ny og i næ, fastslår Wilbek. - Jeg skal være ærlig at sige, at det er et dilemma. Men jeg vil også skynde mig at tilføje, at det bestemt ikke går ud over ambitionsniveauet, når vi skal spille VM i Sverige, blandt andet i Malmø. Det bliver forhåbentlig en fantastisk hjemmebane, og der vil vi komme med alt, hvad vi har. Alt andet vil være et forkert signal at sende, siger Ulrik Wilbek. Indtil nu har Kasper Hvidt, Lars Jørgensen og Torsten Laen sagt stop på landsholdet siden EM i Østrig. Men resten af holdet er stadig med på planen frem mod OL i 2012. - De spillere, som bliver udtaget til VM, skulle gerne kunne holde til OL. Og alle de spillere, som er med nu, har sagt ja til at være med i den periode, fastslår Wilbek. Landstræneren har foreløbig signaleret langsigtede ændringer ved at udtage en A- og en B-trup til træningsturneringen Bring Cup i Norge, som spilles i april. En trup med mange nye spillere, hvor blandt andet Thomas Mogensen, Lars Christiansen, Kasper Søndergaard, Hans Lindberg, Jesper Jensen og Mikkel Hansen vækker opsigt ved deres fravær. Ingen af stjernerne er dog sat af landsholdet, forklarer Wilbek, som blot har givet de gammelkendte navne fri for blandt andet at give plads til Nikolaj Markussen, Henrik Møllgaard og Kasper Irming i A-truppen. /ritzau/