Wild West-fest i Løgstør

250 udviklingshæmmede festede sammen til stor westernfest

LØGSTØR:Man sørger for, at to livebands kan spille op til dans hele aftenen, pynter op i Løgstør Hallerne med halmballer og vinflasker med stearindryp, disker op med en overdådig barbacuemenu, giver deltagerne cowboyhatte og sherifstjerner på - og så har man opskriften på en rigtig god westernfest for 250 udviklingshæmmede i alle aldre. - Vi havde en kanon fest, så det var en stor succes. Festdeltagerne var rigtig tilfredse og gik glade derfra, fortæller Anders Nielsen, som er klubrådsformand på Pensionatet i Løgstør. Sammen med syv andre har han arbejdet i flere måneder på at arrangere festen. Deltagerne, som kom fra hele Nordjylland, spiste, snakkede og dansede hele aftenen. Ifølge Anders Nielsen, som er med i husorkestret Stråmændene, morede de sig så godt, at de havde svært ved at tage derfra igen. - Ved midnat spillede vi "Skul'd gammelt venskab rent forgå" som afslutning. Men da den var færdig, råbte folk "ekstra nummer". Og det fik de så. Stråmændende lukkede og slukkede med sangen og ordene "Sikken en fest, vi har haft nu i nat, åh, ja åh, ja åh".