William Kvist får fuld spilletid i Fulham-sejr

Den danske landsholdsspiller William Kvist fik omsider chancen under Felix Magath i Fulham, som vandt 1-0.

Den danske landsholdsspiller William Kvist startede inde for Premier Leagues bundhold Fulham, der lørdag vandt 1-0 hjemme over Newcastle.

Det var første gang, at den nye Fulham-manager Felix Magath havde valgt danskeren i startopstillingen.

William Kvist skiftede i januar på en halvårig lejeaftale fra den tyske klub Stuttgart. På det tidspunkt var hollandske René Meulensteen manager i Fulham.

Fulham fyrede Meulensteen og ansatte Felix Magath i februar, og tyskeren troede ikke på William Kvist i begyndelsen.

Danskeren har derfor siddet på bænken i de seneste tre ligakampe, hvor Magath har været manager. Men lørdag fik William Kvist så endelig chancen.

Det var nu ikke, fordi William Kvist var specielt overbevisende på den centrale midtbane, hvor han ofte reagerede for langsomt. Især i første halvleg lavede han nogle fejl, som kunne have kostet mål.

I anden halvleg blev det bedre for William Kvist, der også blev hjulpet af, at Fulhams indskiftede iranske kantspiller Ashkan Dejagah fik scoret til 1-0. Senere måtte Dejagah udgå med en skade.

Med sejren er der måske bedre tider på vej for William Kvist og Fulham, som ligger sidst i rækken med 24 point efter 30 kampe.

I slutminutterne måtte William Kvist bide i græsset, men han kom humpende op at stå igen og gennemførte kampen uden problemer.

Lige inden slutfløjt følte Newcastle sig snydt for et straffespark, da der var hånd på bolden i feltet, men dommerens fløjte forblev tavs.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.