Kunst

Willumsen i børnehøjde på herregården Odden

MYGDAL:Udover en masse skitser og værker af kunstneren J. F. Willumsen har Herregården Odden ved Hjørring også en hel del andet på tapetet i efterårsferien. Med udgangspunkt i Willumsens værk "Sol og Ungdom"med de badende børn, har de unge gæster på herregården nemlig mulighed for at lade sig inspirere og selv begå et bud på vand, strand og børn på en tegning. - Mens børnene maler, har forældrene mulighed for at gå rundt og se på værkerne, siger daglig leder på stedet, Lisbet Hansen. Og i går var der kunstner-spirer på spil, da en mindre delegation fra Tversted Børnehave var på besøg. Først gik turen ind i lokalet med en full size-skitse af det kendte billede, og så gik børnene ellers i krig med deres egne tegninger - bidragene indgår i en tegnekonkurrence, der fortsætter resten af ugen.