Willy og de vigtige valg

Jamen, man smiler da noget så glad, mens filmen kører ud med dejlig mainstreamrock og stemningen er varm og god og alligevel ikke rigtig sukkersød. Det er en glad, god komedie med Thomas Bo Larsen i hovedrollen som det, han ser ud til at være bedst til - småsvindlende, ukuelig fantast og taber, der ikke selv kan se det. Her er han musiker. Han skriver sange, spiller guitar og synger selv, når bandet er samlet. "The Winstons". De største jobs har hidtil været gymnasieballer, men musikerne er begyndt at føle sig lige lovlig gamle til niveauet. Tror ikke på det mere. Jimmy Jørgensen spiller en forrygende sort og sørgelig rolle som den konstant skæve junkie, der også er gruppens guitarist og måske også dens eneste ægte musikertalent. Han er bevægende i sin dybe elendighed, mens vi griner af hans kulsorte selvdestruktive skæbneforagt. De to andre er trommeslageren Jo-Jo (Al Agami) og så ankermanden og fornuftens stemme, Svend, keyboardspilleren, der finder sig i alt. Næsten. Det knager - men Willy er lige kommet ud af spjældet (igen) med lommen fuld af nye sange, og han er ikke til at styre. Han har stadig tag i drengene, så han nærmest tyranniserer dem sammen igen. Det er god, venlig, småsort humor, der spiller meget på den afgrundsdybe forskel mellem Willys eget billede af virkeligheden - og så den virkelighed, vi andre ser ham tumle rundt i. Og der er følsomme øjeblikke også, han har en søn, som han forsømmer groft, og som alligevel igen og igen tilgiver ham alle svigtene, små og store, og alle løgnene. Willy vil alt det rigtige, men han har bare den her ulyksalige evne til at træffe det forkerte valg i det afgørende øjeblik. Historien vender, da de larmende "Winstons" i Svends lejlighed får en ny nabo, en massagepige, Bettina, der kigger ind for at advare om, at det godt kan støje fra hendes lejlighed - men det skal de bare ikke tage sig af. Hun spilles dejlig smådesperat og med en sød, noget snavset uskyld af Lene Maria Christensen, og hendes ankomst får filmen til at svæve, ligesom hendes sangstemme giver bandet nyt liv og håb. Her sætter filmen af og herfra fården et liv ud over det sædvanlige. Den er stadig lovlig meget over i det komedieglade "feel good" felt, som det hedder på branchedansk, og man kan stadig godt få lidt dårlige følelser ind over ved den massive brug af social elendighed, junk, børnevanrøgt og prostitution som drivmidler i en komedie. Men det tæller positivt, at historien ikke romantiserer det. Det er der bare, som et livsvilkår, som den klangbund, filmen spilles på. Med klogskab - og med en ganske overraskende udgang. "Store planer" Danmark 2005. Instruktør Jesper W. Nielsen. En time, 34 minutter. Tilladt for alle. Danmarkspremiere