Ungdomsuddannelser

Wilmaaaaaaaaaaa - Jaba daba duuu

Klar med kostymerne til årets fortidsbar på Nibe Festivalen, Rock Bar

STØVRING:Der er dømt ren nostalgi, når tøjet fra Produktionsskolen til Nibefestivalen bliver taget på. Det er nemlig fremstillet som tro kopier af de dragter, som de tidligere nok så kendte tegnefilmsfigurer havde på i serien Flintstone, der i hine tider nærmest lagde gaderne øde i Dannevang. Tøjet skal bruges i den bar, som Nibefestivalen har planlagt som Rock Bar. Der er også allerede sat navne på bøjlerne for, hvem der skal have udstyret på, mens de betjener festivalgæsterne med våde varer. Opgaven er ikke ukendt for Produktionsskolen på Møllegårdsvej 7 i Støvring. - Sidste år lavede vi scenetæppet på en dag, erindrer faglærer Connie Mikkelsen. Det var ikke så svært at sy, det sværeste var med så kort varsel at finde 26 meter ens stof. Det lykkedes. Denne gang har de ti på tekstillinjen haft bedre tid. Faktisk er der gået halvanden måned med opgaven, men så har eleverne også lært både dansk og regning indimellem og været på ture ud af huset. - Det er en god opgave, fortsætter Connie Mikkelsen, for alle kan være med. Holdet startede med at anskaffe en video med Flintstone, som man ikke kan forvente yngre generationer kender. Derefter udvalgt et billede med de kendte hovedpersoner: Fred, Wilma, Barney og Betty. Herrernes dragt er ikke så vanskelig, faktisk bare op og ned, mens kvindernes har indskæringer til de kvindeligere dele. Besmykningen til Bettys dragt er fundet i en slikforretning, for en naturlig muslingeskal kan ikke holde. Derfor blev indkøbt en del slik og slikket en del, for i al uskyldighed at få fat i den kunstige muslingeskal til dragten. Det læderlignende tøj er fremstillet i stoffet alicantar, der er billigere og har den fordel at kunne vaskes, for tøjet skal kunne bruges i årenene fremover også. Wilmas halskæde er udført i flamingokugler, som har fået en omgang perlemorslak.