Wimbledon-semifinale mellem Nadal og Djokovic er afbrudt

Serbiske Novak Djokovic førte med 2-1 i sæt, inden Wimbledon-semifinalen fredag aften blev afbrudt.

Semifinalen i Wimbledon mellem Novak Djokovic og Rafael Nadal er fredag aften blevet afbrudt med stillingen 6-4, 3-6, 7-6 i Djokovics favør.

Da kampen blev afbrudt, førte serbiske Djokovic således 2-1 i sæt over spanske Nadal.

Kampen bliver genoptaget lørdag, hvor det vil blive afgjort, hvem af de to der skal møde sydafrikanske Kevin Anderson i finalen.

Anderson vandt den første semifinale, der tidligere fredag udviklede sig til en sand maratondyst.

Her spillede sydafrikaneren sig i finalen i turneringen for første gang i karrieren efter en sejr på 7-6, 6-7, 6-7, 6-4, 26-24 over amerikanske John Isner.

Opgøret tog 6 timer og 35 minutter, og det blev dermed den længste semifinalekamp nogensinde i Wimbledons historie.

Det betød, at semifinalen mellem Djokovic og Nadal blev forsinket betydeligt.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden