Windsurfer fik DM

FREDERIKSHAVN: Lennart Koch fra Vendsyssel Windsurfing Klub deltog forleden i DM for windsurfere i gruppe B. Stævnet foregik ved Rørvig, og her gjorde den 32-årige frederikshavnder det så godt, at han nu kan kalde sig Dansk Mester. Lennart Koch har surfet i næsten ti år og er medlem af klubben, som er beliggende i Hjørring. - Stævnet i Rørvig havde samlet i alt 60 deltagere hvor de 14 var at finde i samme klasse som jeg selv, fortæller Lennart Koch. - Konkurrencen gik ud på at gennemføre banerne, der er afmærket med bøjer, på hurtigste tid. Vi har været ude i seks stævner og kategorien betegnes ”Formula Windsurfing”, og er med som diciplin ved OL i år 2008. - Sportsgrenen er særdeles teknisk og taktisk præget, og deltagerne er lige fra 18 år og op til 40 år. Den danske mester ser gerne at der med tiden oprettes en klub i Frederikshavn. - Ikke fordi klubben i Hjørring ikke gør det godt nok, men det er lidt underligt, at Frederikshavn med så megen kystlinie ikke har en klub for windsurfere, slutter Lennart Koch. bob