Winnipeg med Ehlers på skadeslisten taber i Las Vegas

Vegas Golden Knights fører 2-1 i kampe mod Winnipeg Jets efter sejr hjemme i spillebyen.

Ishockey 17. maj 2018 06:07

Nikolaj Ehlers var på grund af en skade ikke med, da hans hold, Winnipeg Jets, natten til torsdag dansk tid tabte ude til Vegas Golden Knights.

Nederlaget på 2-4 betyder, at Winnipeg nu er bagud med 1-2 i kampe i semifinaleserien i den nordamerikanske ishockeyliga NHL.

Det hold, der først vinder fire kampe, er klar til Stanley Cup-finalen.

Vegas Golden Knights, der for første gang er med i NHL og har været sæsonens store overraskelse, vandt første periode 1-0.

Winnipegs Mark Scheifele udlignede efter godt fem minutters spil i anden periode, men bare 12 sekunder senere var hjemmeholdet igen i front, og føringen blev udbygget med endnu en scoring få minutter senere.

Mark Scheifele fik reduceret til 2-3 i tredje periode, men mere blev det ikke til for Winnipeg. Derimod scorede Jonathan Marchessault tre sekunder før tid sit andet mål til slutresultatet 4-2.

Ifølge NHL's hjemmeside var Ehlers på grund af en uoplyst skade valgt fra til kampen og erstattet af Jack Roslovic.

I første runde af slutspilsserien måtte Ehlers også springe en enkelt kamp over. I Winnipegs øvrige 14 slutspilskampe har den unge dansker lavet syv assister.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...