Dans

Winter-lir og bluesguf

Den 63-årige Johnny Winter var hovednavn og trak masser af bluesfans, selvom det er rigtig mange år siden, at manden for alvor har tilføjet bluesmusikken nye dimensioner. 
Foto: Michael Bygballe.

Den 63-årige Johnny Winter var hovednavn og trak masser af bluesfans, selvom det er rigtig mange år siden, at manden for alvor har tilføjet bluesmusikken nye dimensioner. Foto: Michael Bygballe.

KONCERTER Johnny Winter # ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ Shades of Blue # # # # ¤ ¤ Angela Strehli # # # # ¤ ¤ Paul Lamb # # # # ¤ ¤ De, som mener, at har du hørt et bluesnummer, har du hørt det hele, kunne få deres forudindtagede fordomme bekræftet af den 63-årige albinoguitarist Johnny Winter. Hovednavn på Frederikshavn Bluesfestival og ikke så lidt af et opreklameret flop. Helt tilbage i 1968 blev han udråbt til at være det nye bluesgeni. To meter høj og med langt lyst skulderhår kom her en hvid mand, som kunne spille sort blues på klasseniveau. Dygtigt opreklameret fik manden snart stjernestatus, og han endte selvfølgelig hurtigt med at spille rock snarere end blues. Temmelig tit også temmelig forrygende. Og det er der jo gode penge i. Da han var længst ude med narkoproblemer, var han en overgang ¿sideman¿ hos den nu afdøde blueslegende Muddy Waters, og det kom der et par fine albums ud af, samtidig med at Winter fik styr på sit misbrug. I de sidste mange år har Winter ikke tilføjet bluesmusikken væsentlige nye dimensioner, og hørt med denne anmelders øren var manden denne aften i FFK-hallerne en skygge af sig selv og langt fra tidligere tiders heftige kanonform. Med et monotont, kværnende rockakkompagnement blev det hurtigt ulideligt, og også ulideligt højt at høre på manden, som engang var ¿the fastest guitarslinger from Texas¿ Der gik simpelthen tung, udsmidig rock i den. Højt larmende og gumpetung musik, og med den engang så ekvilibristiske guitarist skingert syngende og skingert afleverende sine uendelige, kedelige guitarsoloer. Det swingede ikke, og der var heller ikke plads til dynamik, pause og fordybelse, og musikken endte i blindgyde og tomme bluespostulater. Simpelthen bombastisk rockerblues i lædervest med rygmærke. Men vi fik da den stolesiddende mand med den sorte Stetson og den lille hvide guitar at se, og heldigvis var der megen anden og meget bedre blues at høre i de to godt fyldte sportshaller. Danske ¿Shades of Blue¿ med den amerikansk fødte sanger James Loveless havde tidligere på aftenen vist, hvad blues drejer sig om. Skønt akustikken i de højloftede haller bestemt var intet mindre end umulig, lykkedes det alligevel for bandet at skabe blues, hvor der var plads til nuancer, og hvor der blev vekslet mellem det ekspressive og mere dybfølte passager. Især gruppens formidable venstrehåndsspillende Uffe Steen viste igen og igen, hvorfor han er en af vore allerbedste guitarister. Tæt Chigaco-blues leveret med dynamik og nerve og netop ikke blæret lir. Og deres let omarrangerede udgave af den gamle Muddy Waters-klassiker ¿Hoochie Coochie Man¿ var ren ørefryd. Den amerikanske sangerinde Angela Strehli med guitaristen Mike Schermers band kunne også have fået sat gang i bluesfesten og dansegulvet, hvis det altså ikke havde været fyldt med klapstole befolket med ældre herrer, der med kendermine og foldede hænder på brystet skulle helt tæt på, og derfor forhindrede os andre i at få gang i danseskoene. Det må arrangørerne se at få rettet til næste gang, for bluesmusik er også brugsmusik. Musik til fest, dans og løssluppent samvær, og så nytter det altså ikke, at vi ikke kan komme til at danse. Angela Strehli leverede nemlig varen i form af solid, gyngende Texas blues i stil med navne som Stevie Ray Vaughan og The Fabolous Thunderbirds. Shuffle, boogie woogie og klubblues gik på det smukkeste hånd i hånd. Endelig må vi ikke glemme at nævne den britiske mundharpespiller Paul Lamb og hans King Snakes, der rundede af efter midnat med deres forrygende show, hvor god blues går hånd i hånd med en sikker fornemmelse for at underholde og kommunikere med publikum. Her kunne Winter lære noget. Men eller var det skønt at se, at bluesfestivalen nu for alvor synes at have bidt sig fast i den nordjyske havneby og kan trække både lokale som tilrejsende gæster - herimellem mange både norske og svenske bluesfans. Blues¿en er vist kommet til 9900 for at blive! Bent Stenbakken bent.stenbakkenATnordjyske.dk [ Frederikshavn Bluesfestival, Johnny Winter, Shades of Blues, Angela Strehli og Paul Lamb, lørdag aften. Angela Strehli og Paul Lamb spiller Skråen, onsdag 3. oktober.