Winter til Danmark

Ekvilibristisk guitarist i Frederikshavn til september

Bent Stenbakken
Jonny Winter, bluesguitargeniet, spiller blues i Frederikshavn 29. september.
Musik 22. marts 2007 05:00

Den 63-årige amerikanske bluesguitarist Johnny Winter giver koncert i Frederikshavn 29. september, når der for andet år i træk bliver endages bluesfestival i byen. Johnny Winter er en eminent slideguitarist og spillede i en periode sammen med den nu afdøde blueslegende Muddy Waters (1915-1983), da Winters stofmisbrug var på sit allerhøjeste. Winter var nærmest ”blueselev” hos Waters, og det kom der nogle gode albums ud af - blandt andet ”Hard Again” (1977) og ”I’m Ready” (1978). Waters fik Winter afvænnet ved hjælp af champagne og reefers, og selv om Johnny Winter i begyndelsen af det nye årtusinde nogle gange er blevet båret ind på scenen af to hjælpere, skulle han lige p.t. være i fin fysisk form og ikke have besvær med at bevise, at han er den elektriske bluesguitars ubestridte mester. - Jeg har fået ham til landet via gode kontakter og regner foreløbig med at kunne arrangere seks koncerter med ham på dansk jord. Frederikshavn er konfirmeret, så der bliver lejlighed til at høre, hvordan det lyder, når en radmager, langhåret albino spiller blues, fortæller booker Peter Astrup, Blues Productions. Peter Astrup var tidligere manden bag den nu hedengangne festival Djurs Bluesland, der nåede at præsentere navne som afdøde Albert King og Buddy Guy, inden intern uenighed lukkede bluesen på Djurs. -Nu genåbner jeg med en endages festival påskelørdag 7. april i Assentoft nær Randers, hvor der bliver uafbrudt blues i 13 timer på to scener, Chicago og Mississippi-scenen, forklarer Peter Astrup. 11 bands hovedsageligt amerikanske, men også med grupper fra England, Island, Norge og Sverige går på scenerne. Hovednavnet bliver den amerikanske guitarist Joe Bonamassa, hvis spillestil er blevet sammenlignet med Hendrix og Stevie Ray Vaughan. Men der er også blevet plads til bluessangerinden Zora Young, Chicago, den engelske mundharpespiller Paul Lamb med band og den 75-årige bluesguitarist Louisiana Red fra Alabama. Øvrige navne omfatter blandt andet Magic Slim, Spoonful of Blues, Tommy Castro og Little Jenny & The Blue Beans. Læs mere på www.djursbluesland.dk

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...