Winther afslutter epoke

Skagensmaleren udstiller både i år og næste år i Skagen

SKAGEN:Skagboer og turister får nu i løbet af sommeren også mulighed for at se de skulpturer, som Skagensmaleren Poul Winther har haft med på Koloristernes seneste udstilling i Den Frie Kunstbygning i København. Det er nærmere bestemt en skulptur i to dele udført i halmstadgranit og overfladebehandlet jern, hvor jernet for øvrigt også kommer fra Skagen. Det er nemlig fundet på pladsen ved Karstensens Skibsværft. Poul Winther udstiller desuden et såkaldt bearbejdet fragment af halmstadgranit, som også kan bruges som bænk, ja faktisk står der fire fragmenter fra samme serie rundt om en skulptur placeret i et otte-kantet bassin i Borup ved Roskilde. Skulpturer og fragment bliver stillet op ved Vandtårnet i Skagen, hvor Poul Winther også tidligere har udstillet skulpturer. Han tør ikke sige, hvornår de nye skulpturer kommer på plads i Skagen. - De kommer til Skagen i den nærmeste fremtid, men jernet skal lige en tur ned på Karstensens Skibsværft for at blive malet op, da jeg synes, at det skinner for meget. Så skal jeg også have fundet et passende fundament til skulpturerne, så lige nu tør jeg ikke sige, hvornår de kommer på plads, men det bliver nok om cirka en måned, siger Poul Winther. Han har også allerede sagt ja til at udstille nogle af sine værker på sommerudstillingen på rådhuset til næste år. Sommerudstilling - Jeg tør endnu ikke sige, hvad der kommer med på udstillingen næste år, men det bliver nok en blanding af helt nye ting og så noget, der måske kan kaldes en retrospektiv udstiling, siger Poul Winther. Ifølge formanden for børne- og kulturudvalget i Skagen Kommune, Karsten Hemmingsen (V), er Poul Winther et naturligt valg som udstiller på den sidste sommerudstilling på rådhuset, hvor Skagen Kommune er en selvstændig kommune. - Han er en af de nutidige Skagenkunstnere, som er i vælten. Han relaterer til Skagen. Hans kunst er jo meget præget af vores miljø og af, at han har boet så mange år i Skagen. Derfor synes jeg, at han er et naturligt valg. Han er meget alsidig. Han bliver ofte inspireret af ting, som han finder på stranden, men via Poul Winther bliver det til noget helt nyt. - Derfor vil udvalget gerne have Poul Winther til den sidste sommerudstilling som selvstændig kommune, siger Karsten Hemmingsen, der også glæder sig til udstillingen ved vandtårnet i år. - Poul Winthers skulpturer er nyt, spændende og anderledes, siger Karsten Hemmingsen. Maler med succes Poul Winther er en trofast udstiller på Koloristernes årlige udstilling i København, hvor han første gang var med som gæsteudstiller i 1962 for så året efter at blive medlem af Koloristerne. Det er også blevet til mange separatudstillinger, blandt andet på Nordjyllands Kunstmuseum, hvor han i 1976 viste grafik fra 1960 til 1975. I 2002 havde han en stor retrospektiv udstilling på Nordjyllands Kunstmuseum, hvor han udstillede et udvalg af malerier, grafik, collager og skulpturer skabt i perioden 1958 - 2002. Udstillingen blev så stor en succes, at den blev forlænget en måned i forhold til den oprindelige plan.