Winther er et stærkt kort

Venstres fem lokalforeninger skal bevares

Lokalpolitik 15. februar 2005 05:00

REBILD: Traditionen tro samles alle Skørping Kommunes fem venstrevælgerforeninger også i år til generalforsamlinger samme aften og samme sted. Det sker på torsdag 17. februar på Rebildhus. Og som man plejer, samles alle også til et møde i Venstres kommuneforening. Og her skal der naturligt nok i år tales om fremtiden i den nye storkommune, som Skørping formentlig går ind i sammen med Støvring og Nørager. Venstres kandidater til kommunalvalget i efteråret vælges dog først senere. Alle Venstres medlemmer i de tre kommuner er i første omgang indbudt til et fællesmøde - også på Rebildhus - 2. marts, hvor et vigtigt punkt er at få valgt en fælles borgmesterkandidat. Formanden for Venstres kommuneforening i Skørping, Christen Kjær, oplyser, at man ikke umiddelbart har en borgmesterkandidat at stille med fra Skørpings side. Bent Juul Jensen var ellers ved kommunalvalget i 2001 Venstres spidskandidat i Skørping Kommune, og bemærkelsesværdigt nok den første, som de fem lokalforeninger har kunnet samles om. Men han agter ikke at stille op til borgmesterposten i den nye storkommune: - Det har jeg ikke tid til. Og vi har jo også en udmærket kandidat, som står ret stærkt. Det er kun godt for os, siger Bent Juul Jensen, som har siddet i Skørping byråd siden 1. januar 1998. Han siger, at han stadig overvejer, om han vil stille op som menig kandidat ved det kommende kommunalvalg: - Det hælder i den retning lige nu. Christen Kjær bekræfter, at man i Skørping Kommune ligesom i Nørager Kommune giver den nuværende Venstreborgmester i Støvring Kommune, Anny Winther, en vis favoritstatus: - Anny Winther er da et stærkt kort, siger Christen Kjær. Ved kommunalvalget i 2001 blev han sågar lokal topscorer og fik 811 personlige stemmer. Også i den nye Rebild Kommune vil der formentlig fortsat være en masse lokale venstrevælgerforeninger. - Vi har ingen planer om at nedlægge vores fem lokalforeninger. Venstres landsorganisation anbefaler også, at man bevarer de lokale foreninger og medlemmernes lokale tilknytning, siger Christen Kjær, som selv bor i Askildrup og tilhører foreningen i Gerding-Blenstrup-Fræer. På fællesmødet 2. marts skal man ud over den fælles borgmesterkandidat have stiftet den nye kommuneorganisation, som skal favne alle lokalforeningerne i den nye Rebild Kommune. Først hen i maj måned vælger medlemmerne så de øvrige kandidater til kommunalvalget, oplyser Christen Kjær.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...