WirTek trykker på speederen

Stort spring fem år efter start for mobilsoftwarefirmaet

AALBORG:Over 300 medarbejdere - 60-70 i Aalborg og 200-250 i Cluj i Rumænien. Sådan lyder målet om fire år for mobilsoftware-firmaet WirTek, som i morgen går på den nordiske børs First North for at hente en kapitalindsprøjtning på mellem 17 og 32 millioner kroner. Så stort blev der ikke tænkt, da en halv snes medarbejdere fra Nokias nordjyske udviklingsselskab i efteråret 2001 gik i gang for sig selv, da den finske mobilgigant skruede ned for blusset i Aalborg. Men i mellemtiden har det trådløse team - i dag 45 mennesker - med adresse på NOVI også sadlet fuldstændig om. Fra at være en selvstændig udviklingsvirksomhed med egne softwareprodukter og Nokia som en dominerende kunde har WirTek forvandlet sig til et softwarehus, som tilbyder sin udviklingsservice på mange forskellige måder. Enormt marked - Selv om vi stadig taler om så snævert et område som software til mobiltelefoner og andet kommunikationsudstyr, er der tale om et enormt marked med mange milliarder i årlig omsætning verden over. Et af de største firmaer på dette felt har en årsomsætning på 11 milliarder kroner, men sidder alligevel kun på en promille af det samlede marked. Derfor er det heller ikke utænkeligt, at vi i virkeligheden kan ende med at blive langt større, alt efter hvordan vi er i stand til at styre væksten, siger Michael Aaen, chef for firmaet siden starten og stadig en afgørende dynamo. Tendensen har været, at opgaverne i takt med væksten er gået til Indiens it-industri. - Vi begyndte ganske enkelt at tabe ordrer til inderne, indskyder Michael Aaen, men nu har vi fundet en model, der gør os konkurrencedygtige i forhold til inderne. - Den korte udgave af konceptet hedder Rumænien, hvor vi sidst i marts købte selskabet CodeWizards, der blandt andet havde udført opgaver for blandt andet Siemens Mobile Phones i Nørresundby. Kniber med personale Det rumænske datterselskab kommer til at tegne sig for langt den største del af væksten på mandskabssiden, og godt det samme for allerede i dag begynder det at knibe med at finde de nødvendige folk herhjemme, forklarer Michael Aaen. WirTek-modellen indebærer dog også fortsat vækst på hjemmebane. - Hidtil har vi i høj grad prioriteret vores nærområde, hvor vi har tilbudt vore kunder at udstationere vore folk ude hos dem under et udviklingsprojekt, også kendt som insourcing. Og selv om vi nu i stor stil tilbyder outsourcing i form af udviklingsopgaver lagt ud til vores rumænske datterselskab, så dropper vi jo ikke vores oprindelige platform. Tværtom kan kunderne nu vælge mellem insourcing, outsourcing samt en blanding, hvor man lader dele af det foregå ude hos kunden og andre dele i Rumænien, altså meget fleksibelt, uddyber Michael Aaen. Han understreger, at valget er faldet på firmaet i Rumænien, så skyldes det, at Indien ville være alt for langt væk. Sikkert team - Du kan ikke rejse ud og hjem samme dag for at holde et møde i Bangalore, og samtidig er der alt for stor udskiftning af medarbejderne derude, så du slet ikke kan opbygge et bare nogenlunde sikkert team. I løbet af et år skifter 25 procent job i it-sektoren. I Rumænien kan vi stadig håndtere tingene, og kompetencerne er fuldt på højde med herhjemme og i Indien, fremhæver Michael Aaen. Når WirTek bliver noteret på den nordiske First North markedsplads sammen med godt et halvt hundrede andre mindre vækstfirmaer, vil medarbejderne, som alle har aktieoptioner i virksomheden også for alvor kunne se, hvad deres indsats betyder for aktiekursen.