Musik

With love from The Beatles

Hele 14 album med pop- og rock-musikkens største navn nogensinde udkommer i dag i klart forbedret lyd - efter fire og et halvt års arbejde i Abbey Road-studierne kan resten af verden lytte med.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

"Please, Please Me" blev optaget på en enkelt dag. 11. februar 1963 på en to-spors båndoptager.

- One, two, three, four. Well she was just seventeen, you know what I mean... Det er ren nostalgi at smække den tilsendte Beatles-sampler med 32 udvalgte numre i cd-afspilleren og høre de pagehårsklippede, støvlebærende og jakkesætklædte Liverpool-drenge i sprudlende, veloplagt form. To minutter og 52 sekunder tager nummeret "I Saw Her Standing There", som åbner Beatles første long playing plade. Indspillet i løbet af en enkelt dag i studiet. Producer George Martin havde haft held med at foreslå, at gruppen skruede tempoet op på Lennons "Please, Please Me", og efter singlens succes var det nu tid for et fuldlængde album. Så 11. februar 1963 stillede John Lennon, Paul McCartney, George Harrison og Ringo Starr i studiet, hvor Martin, en lydtekniker og en to-spors båndoptager stod klar. Knap ti timer senere var debutalbummet i kassen, og det udkom en måned senere. Nærmest optaget live af det ganske rutinerede danseorkester, der havde lært både at spille og underholde under månedlange engagementer i luderkvarteret Reperbahn i Hamburg. Det må være omkring det her tidspunkt, at jeg første gang hørte om Beatles. Hjemme på den lysegrå rejsegrammofon stod den mest på Elvis blandet op med lidt Rachel Rastenni og Gustav Winckler. Nu kom "I Want To Hold Your Hand" i omdrejninger under den knasende pickupnål, og min mor, som ellers mest var til Elvis, kunne li' det. Beatles var om nogen gruppen, der totalt ændrede det populærmusikalske landskab, sådan som de skamløst øste og brugte løs af alverdens inspirationskilder fra Everly Brothers, førnævnte Elvis, Chuck Berry, Carl Perkins, engelsk musical, pop og ja, hvad der nu kom inden for ørevidde. Og det holder stadig Det utrolige er, at rigtig meget af det stadig holder rent musikalsk. Og hørt med disse øren er lyden blevet langt bedre på de udvalgte og tilsendte numre. Lydtekniker Allan Rouse fra Abbey Road-studiet har brugt næsten fire og halvt år på at remastere de gamle bånd, som nu bliver udgivet samlet og globalt på samme dato - 09.09.09. Udgivelsesdatoen er inspireret af nummeret "Revolution 9" på det hvide dobbeltalbum, hvor en stemme endeløst bliver ved med at gentage "number nine, number nine", og der er også titlen "One After 909" på deres sidste album "Let It Be" at referere til. Vi havde gerne gennemført en marathonlytning, men pladeselskabet beklagede, at de kun havde et begrænset antal promocd'er til rådighed og nøjedes så med at sende 32 numre. Det er alt for lidt for en mangeårig fan, som er vokset op med, har twistet, kysset og danset, grædt og grint og tolket og følt mig rigtig gammelklog sammen med The Beatles. Men det, vi har fået tilsendt, lyder godt. Bassen er ikke så reduceret, trommerne ligger længere fremme, og vokalen står klarere. Samlet koster bokssættet med de 14 album 2000 kr. Oveni får du små minidokumentarer, som ligger på Quick-time filer på hvert enkelt album. Her gemmer sig diverse arkivmateriale, fotografier og ikke tidligere udsendt studiosludren, som giver et indblik i, hvad der rent faktisk foregik i studiet, når The Beatles arbejdede med numrene. Uden tekster Desværre følger der ikke sangtekster med til alle pladerne, og det kan godt undre. For The Beatles var om nogen gruppen, som sammen med Bob Dylan forsynede det antiautoritære ungdomsoprør med ord og argumenter. Lige som det havde klædt udgivelsen, hvis noteapparatet havde oplyst, hvem der spillede hvad på de enkelte numre. Men ellers er det egentlig blot at læne sig tilbage og nyde energien, fantasien og de lydrenoverede numre. Nyde det trestemmige vokalarbejde, Pauls svuppende saftige bas på "Come Together", Harrisons brændende guitarsolo på "While My Guitar Gently Weeps", Lennons ironisk-kølige ord eller høre ham synge lungerne flade på "Twist And Shout". Til 10. april 1970 Det var i øvrigt ham, som ændrede Paul McCartneys andenlinje i "I Saw Her Standing There". Oprindelig havde Paul skrevet ordene "She was just seventeen, she was a beauty queen". Men dem ændrede Lennon til "you know what I mean" og gav dermed også sanglinjen et overraskende og samtidigt fortroligt løft. Den kreative konkurrence mellem McCartney og Lennon varede indtil McCartney forlod gruppen 10. april 1970. Samme dag gik The Beatles i opløsning. Det kunne godt være, at man skulle ofre de 2000 for at få lov at genlytte The Beatles i et stræk. Det vil garanteret være lige som at falde over en stak gamle kærestebreve. Med både søde og letbitre minder. Sir Paul McCartney var selv på besøg i Abbey Road-studierne i sommer og mødte her lydtekniker Allan Rouse på gangen efter at have lyttet til de remasterede numre. Paul fik øjenkontakt, trykkede Allans hånd og sagde: - Tak. Senere har McCartney uddybet sin taknemmelighed i det seneste nummer af musiktidsskriftet Rolling Stone med ordene "det lyder, ligesom det lød i det rum, mens vi indspillede det." Bedre anbefaling kan bokssættet vist ikke få med på vejen.