Vold

Wøhlers Olsen kritiserer amerikanerne

BASRA:Ole Wøhlers Olsen langer ud efter den amerikanskledede centraladministration i Irak, Koalitionens Midlertidige Myndighed (CPA). Wøhlers Olsen, der er CPA's regionale administrator i Basra i Sydirak, siger, at han får for lidt hjælp fra hovedkvarteret i Bagdad. Samtidig oplyser danskeren, at han ikke agter at forlænge sin kontrakt som administrator ud over den seks måneders periode, som han tiltrådte i april. - Jeg har hele tiden sagt, at jeg kun er her i seks måneder. Inden ramadanen begynder 26. oktober, er jeg væk herfra, siger Wøhlers Olsen, der også er dansk ambassadør i Syrien og i øvrigt muslim. I et interview med Ritzaus Bureau i Basra siger administratoren i den fattigste del af Irak, at arbejdet ikke har været helt som ventet. - Det har været mere komplekst. Og så havde jeg ventet at få mere hjælp fra hovedkvarteret i Bagdad, siger han. Han påpeger, at det kniber gevaldigt med at få amerikanerne til at hjælpe med sikkerhedsforanstaltninger. Således er han selv ubevogtet, når han færdes i f.eks. soukhen i Basra. - Sådan har jeg det også bedst, men mine folk her i administrationskontoret har heller ingen bevogtning, og det har jeg det ikke godt med. De folk er mit ansvar. Jeg vil vædde på, at mine amerikanske administratorkolleger i de nordlige områder har sikkerhedsvagter med sig, når de bevæger sig rundt. De går ikke ud uden beskyttelse. Sådan er det ikke i Basra, siger han. Det er åbenlyst, at sikkerhedsniveauet er et helt andet i Basra end i Bagdad. Wøhlers Olsens administrationskontor ligger lige over for en britisk militærbase, og det sikrer det regionale kontor. Men når de ansatte på kontoret bevæger sig ud i byen, er de på egen hånd, og der er heller ikke så mange koalitionssoldater på gaderne i Basra som i Bagdad. Det er briterne, der har den militære kontrol med Basra, og de har en noget anden taktik end deres amerikanske kolleger, der kontrollerer Bagdad. Dels holder de en lavere profil ved bl.a. ikke at gå med hjelm, lige som de blander sig med indbyggerne. Men der er også langt færre britiske soldater i landet end amerikanske, og Basra er også en spændt by, hvor der specielt om nætterne stadig er plyndringer og overfald, ligesom forskellige shiamuslimsker grupper, stammer og klaner i øjeblikket synes at ligge i et magtopgør for at finde ud af, hvem der skal have kontrollen efter Saddam Hussein. Ole Wøhlers Olsen og hans administrationskontor modtager også indirekte trusler. Torsdag modtog han et brev fra en radikal shiamuslimsk gruppe, og heri fik koalitionen fire dage til at trække sig ud af Bagdad. I modsat fald ville gruppen finde det legitimt at arrangere massedemonstrationer for at gennemtvinge kravet. Arbejdet som administrator er i øvrigt mere end et fuldtidsjob. Wøhlers Olsen fortæller, at han sover under fem timer i døgnet, og at han kun får et måltid mad om dagen. Han arbejder samtlige ugens syv dage. /ritzau/