Wolfsburg-sejr sender Skov og kompagni ud af top-6

Med en sen scoring vandt Wolfsburg 1-0 ude over nedrykningstruede Werder Bremen.

Wout Weghorst (9) scorede Wolfsburgs sejrsmål i udekampen mod Werder Bremen.

Wout Weghorst (9) scorede Wolfsburgs sejrsmål i udekampen mod Werder Bremen.

BREMEN:Robert Skov, Jacob Bruun Larsen og Hoffenheim er med fire spillerunder tilbage af Bundesligaen ude af top-6.

Det er konsekvensen af, at Wolfsburg søndag fik en 1-0-sejr med hjem fra besøget hos Werder Bremen.

Den næsten to meter høje angriber Wout Weghorst stangede sejrsmålet ind otte minutter før tid efter en omstilling, der straffede et sløset Werder-opspil maksimalt.

Dermed overtager Wolfsburg sjettepladsen, der giver adgang til kvalifikation til europæisk fodbold, med to point flere end Hoffenheim.

Danskerklubben har 43 point og kan ikke længere nå femtepladsen.

Werder Bremen hænger derimod fast på næstsidstepladsen og har altså ikke fået lukket hullet op til Düsseldorf i kampen om at undgå direkte nedrykning, selv om traditionsklubben har gjort det godt efter genstarten af tysk fodbold.

Afstanden op til Düsseldorf er trods to nederlag i træk dog skrumpet fra fem til tre point efter coronapausen.

Lørdag spillede Düsseldorf 2-2 mod netop Robert Skov og Hoffenheim. I den kamp sad Jacob Bruun Larsen atter ude med en skade.

I et andet opgør søndag kom Marcus Ingvartsen ind for Union Berlin med 12 minutter tilbage af opgøret mod Schalke 04. På det tidspunkt stod den 1-1, og sådan sluttede opgøret meget passende også.

Begge hold har nemlig haft mere end svært ved at vinde på det seneste.

Union har nu ikke vundet i syv ligakampe i træk, mens Schalkes stime uden fuldt pointudbytte strækker sig over 12 opgør.

I søndagens sidste opgør tog Augsburg imod FC Köln. Begge er ikke helt fri af nedrykningskampen, men har stadig lidt luft til stregen efter 1-1.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.