Lokalpolitik

World Cup udfordres økonomisk

Thisted Byråd ventes i aften at sige "ja" til at støtte septembers surf world cup med 510.000 kroner, 120.000 mindre end arrangørerne håbede.

Cold Hawaii PWA tour 2010 i Klitmøller nåede langt ud over strandbredden ved Ørhage. Arkivfoto: Peter Mørk

Cold Hawaii PWA tour 2010 i Klitmøller nåede langt ud over strandbredden ved Ørhage. Arkivfoto: Peter Mørk

- Økonomisk stiller det os i en ny situation, og det giver en ny udfordring. Vi havde nok en forventning om at få et beløb af en bestemt størrelse, men selvfølgelig er intet sikkert, før der er truffet en beslutning. Det siger Robert Sand, surfklubben NASA's projektleder for septembers world cup surfstævne i Klitmøller, et arrangement, som på en og samme tid profilerer både surfsporten, Klitmøller som det danske kolde Hawaii og Thy som et oplagt sted for friluftsaktiviteter. Stævnet, der samler nogle af verdens bedste surfere og som følges af surf-entusiaster verden over, har et budget på 1,8 mio. kroner. Efter drøftelser med kommunen havde arrangørerne håbet på kommunal støtte til en værdi af 630.000 i form af direkte tilskud og underskudsgarantier, herunder 120.000 kroner fra kommunens underskudsgaranti for 2010, som ikke var brugt. Når byrådet mødes i aften, skal der tages stilling til en indstilling fra et enigt økonomiudvalg om at støtte world cup stævnet med 510.000 kroner. Pengene er fordelt med 300.000 kroner i direkte støtte, 150.000 kroner i underskudsgaranti samt andre 60.000 tilskudskroner fra Arbejdsmarkeds- og Kulturudvalgets konto for regional udvikling. - I forhold til de 630.000 kroner, vi havde håbet på, skal vi nu undersøge muligheden af at øge finansieringsandelen fra andre kilder. Vi skal finde 120.000 kroner et andet sted end hos kommunen. Det kan være hos lokale virksomheder eller, hvis det ikke lykkes, kan det blive nødvendigt at skrue ned for ambitionsniveauet, siger Robert Sand. Står det til ham, vil det være forkert at give køb på ambitionerne omkring world cup stævnet. Ud over arrangementets sportslige indhold er der bred enighed om, at navnet Cold Hawaii har markedsførings- og reklameeffekt i bredere kredse. - Nationalt og internationalt lægges der mærke til Cold Hawaii som et godt eksempel på, at stedbundne ressourcer kan bruges til at skabe ny udvikling. Det kan eksempelvis komme kommunen til gavn i form af imagepleje, og når vi taler strategier for bosætning. I en større sammenhæng er world cup'en et fyrtårn for markedsføring, siger Robert Sand.