Wozniacki åbner næstsidste turnering med sikker sejr

Caroline Wozniacki vandt overlegent i to sæt over Paige Mary Hourigan i WTA-turneringen i Auckland.

Caroline Wozniacki gik sikkert videre til anden runde i WTA-turneringen i Auckland.

Caroline Wozniacki gik sikkert videre til anden runde i WTA-turneringen i Auckland.

AUCKLAND:Den næstsidste turnering i tenniskarrieren begyndte godt for Caroline Wozniacki, som vandt 6-1, 6-0 over Paige Mary Hourigan.

Dermed er danskeren knusende sikkert videre til anden runde i WTA-turneringen i Auckland.

Der var klasseforskel i det meste af kampen, da Wozniacki i overbevisende stil kun tabte et enkelt parti i hele kampen.

Det var første møde mellem Wozniacki, der er nummer 39 i verden, og Hourigan, der blot er nummer 447 i verden.

Første sæt varede 23 minutter, og Wozniacki stormede af sted fra kampens start og kom foran med hele 5-0.

Men den undertippede newzealænder reddede to sætbolde, inden hun reducerede til 1-5.

Det var dog en kortfristet opblomstring, og Wozniacki tog sættet rent i sit efterfølgende serveparti.

En kort regnvejrsafbrydelse kunne heller ikke stoppe Wozniacki, som var endnu mere overlegen i andet sæt.

Wozniacki servede og returnerede godt. Og især baghånden fungerede godt for den tidligere verdensetter.

Hourigan forsøgte at levere vinderslag, og det var en fejlslagen taktik, fordi Wozniacki fik de fleste bolde tilbage over nettet.

Og de bolde, der gik forbi danskeren, røg ud over linjerne.

Andet sæt endte med en regulær ydmygelse af den 22-årige newzealænder, som indkasserede et æg.

- Det var min første singlekamp i sæsonen, så jeg ville gerne prøve det hele derude, og jeg synes, at jeg spillede godt, siger Wozniacki i et sejrsinterview på banen.

Wozniacki gik mandag videre i doubleturneringen sammen med Serena Williams, og det gav hende mere ro i tirsdagens singlekamp.

- Jeg fik nogle af de første nerver ud i går (mandag, red.), så jeg kunne spille endnu mere frit, siger Wozniacki.

I anden runde skal Wozniacki møde amerikaneren Lauren Davis, som vandt i to sæt over Varvara Lepchenko.

Davis er nummer 63 i verden og har to gange tidligere mødt Wozniacki. Både i 2017 i Doha og 2019 i Beijing vandt Wozniacki i to sæt over amerikaneren.

Sidste år annoncerede Wozniacki, at grand slam-turneringen Australian Open senere i januar ville blive hendes sidste turnering.

Og dermed bliver WTA-turneringen i Auckland den næstsidste for den 29-årige topspiller.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.