Wozniacki er videre efter småproblemer i Miami

Caroline Wozniacki skulle bruge tre sæt på at besejre verdens nummer 92 ved WTA-turneringen i Miami.

Wozniacki er videre efter småproblemer i Miami

Den danske tennisspiller Caroline Wozniacki er klar til tredje runde af WTA-turneringen i Miami efter at have besejret tjekken Karolina Pliskova med 5-7, 6-3 og 6-3 i sin første kamp i turneringen.

Der var ikke umiddelbart lagt op til noget drama, idet Karolina Pliskova blot ligger nummer 92 på verdensranglisten.

Ikke desto mindre kom den 21-årige fødselar bedst fra start med et snævert overtag, der resulterede i 7-5-gevinsten i første sæt.

Men så var det, at den danske tennispige rykkede og leverede to ganske overbevisende sæt.

- En hård kamp i dag. Men vandt 6-3 i tredje sæt. Det bliver dejligt med en fridag i morgen, skriver Wozniacki på Twitter.

Dermed har hun fortsat muligheden for at leve op til det seneste resultat i Indian Wells, hvor Wozniacki nåede finalen.

Caroline Wozniacki er seedet som nummer ni i Miami, hvor hun sidste år nåede semifinalen.

På lørdag møder danskeren den useedede Garbine Muguruzu Blanca fra Spanien, som overraskede ved at besejre den 23.-seedede Anastasia Pavlyuchenkova fra Rusland i tre sæt.

Den førsteseedede Serena Williams tabte kun to partier mod italieneren Flavia Pennetta og er videre med sætcifrene 6-1, 6-1.

Der er 724.000 dollar til vinderen af turneringen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.