Wozniacki er videre i Doha efter lynsejr

Caroline Wozniacki vandt i anden runde ved WTA-turneringen i Doha, efter Alexandra Dulgheru måtte opgive.

25. februar 2015 17:25

Den danske tennisstjerne Caroline Wozniacki er uden problemer videre fra anden runde ved WTA-turneringen Qatar Total Open i Doha.

Her mødte hun rumæneren Alexandra Dulgheru, som midt i andet sæt måtte opgive at fuldføre kampen grundet en skade.

Wozniackis sejrscifre kom til at lyde 6-1, 3-0 over verdens nummer 94.

Danskeren var i teten fra start og brød til 2-0. Efterfølgende kom Dulgheru på tavlen for første og sidste gang ved at bryde til 1-2, men siden gjorde Wozniacki rent bord.

Med sejren har hun gjort sit for at få et revanchemøde i kvartfinalen mod hviderusseren Victoria Azarenka, som hun tabte til i anden runde ved Australian Open i januar.

Først skal Azarenka dog vinde sin kamp i anden runde mod Elina Svitolina fra Ukraine.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...