Tennis

Wozniacki falder på ranglisten efter semifinaleexit

Caroline Wozniacki kunne ikke forsvare titlen i China Open og ryger tilbage som nummer 24 på ranglisten.

Caroline Wozniacki faldt fem pladser tilbage på verdensranglisten, der mandag blev opdateret.

Caroline Wozniacki faldt fem pladser tilbage på verdensranglisten, der mandag blev opdateret.

KØBENHAVN:Caroline Wozniacki falder fem pladser tilbage på verdensranglisten, efter at hun ikke lykkedes med at forsvare sidste års sejr i China Open.

Lørdag tabte den danske tennisspiller i semifinalen i turneringen, og det betyder, at Wozniacki på mandagens opdaterede liste ligger på en 24.-plads.

Det er hendes laveste rangering siden september 2016.

Ranglisten toppes af australieren Ashleigh Barty, der søndag tabte finalen i China Open til Wozniackis banemand Naomi Osaka fra Japan.

Triumfen i Kina sender japaneren en placering frem på listen til tredjepladsen. Karolína Plísková fra Tjekkiet er nummer to.

Lørdagens semifinale i China Open blev sæsonens sidste kamp for Wozniacki, og danskeren leverede en hæderlig indsats i nederlaget til Osaka efter et år, der har budt på udfordringer med den kroniske leddegigt og flere andre skader.

Derfor var det også en glad og stolt far og træner, Piotr Wozniacki, der så til fra sidelinjen i Beijing. Det siger han i et interview med Ekstra Bladet.

- Alle, der har den her sygdom, ved, hvad det er, hun præsterer. Vi andre kan slet ikke forstå det. Jeg er stolt, både som far og træner, fordi jeg kender til en hel masse ting, som vi ikke har fortalt resten af verden om, siger han.

Wozniacki er endnu ikke tilmeldt nogle turneringer til den kommende sæson, og fremtiden er heller ikke på plads endnu, siger Piotr Wozniacki til avisen.

- Nu skal hun og David (Lee, Wozniackis mand, red.) rejse lidt rundt i Europa, og så sætter vi os alle sammen ned og tager en snak om fremtiden.

Wozniacki vandt i januar sidste år sin første grand slam-titel, da det blev til en triumf i Australia Open.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst