Tennis

Wozniacki overvinder albueproblemer og slår russer

Caroline Wozniacki modtog behandling af sin albue, men det hindrede hende ikke i at slå Daria Kasatkina.

Caroline Wozniacki møder enten Naomi Osaka eller Bianca Andreescu i semifinalen.

Caroline Wozniacki møder enten Naomi Osaka eller Bianca Andreescu i semifinalen.

BEIJING:Caroline Wozniacki kan så småt begynde at skimte en mulig triumf ved China Open.

Den regerende mester spillede sig fredag videre til semifinalen med en sejr over russiske Daria Kasatkina, der blev besejret 6-3, 7-6.

- Jeg prøvede bare at holde mig fokuseret. Jeg følte, jeg spillede godt, men hun lavede nogle imponerende slag. Hun kom hurtigt foran i andet sæt, men jeg formåede at forblive cool, aggressiv og holde min plan, så jeg langsomt spillede mig tilbage ind i kampen, siger Wozniacki til TV2 Sport.

Modstanderen i lørdagens semifinale bliver den tidligere verdensetter Naomi Osaka fra Japan.

Den 22-årige Kasatkina brød igennem i 2018, men har i denne sæson haft svært ved at leve op til de store forventninger.

Det var da også kun i perioder, at den unge russer viste klassen mod Wozniacki.

Ingen af de to spillere fik på noget tidspunkt serven til at fungere særlig godt, og det gav en lang række servegennembrud i kampen. Første sæt bød på hele fem af slagsen.

Wozniacki fik i første sæt brudt sin serv to gange og var bagud med både 1-2 og 2-3, inden Kasatkina ramte en skidt stime, hvor russeren slet ikke kunne få sit spil til at fungere.

Det betød, at Wozniacki tog fire partier i træk og dermed lukkede hun første sæt.

Andet sæt blev endnu mere dramatisk, da en forvandlet Kasatkina hurtigt bragte sig foran 3-0. Wozniacki fik kæmpet sig ud af problemerne og reducerede til 2-3.

Det havde åbenbart en pris for danskeren, der så sig nødsaget til at kalde en medical timeout for at få behandlet sin albue. Wozniacki regner ikke med, at albueproblemerne får betydning i lørdagens semifinale.

- Jeg fik lidt ondt i højre albue, men jeg har fået noget behandling, og forhåbentlig er jeg 100 procent klar til semifinalen, siger Wozniacki til TV2 Sport.

Efter seks-syv minutters behandling udlignede Wozniacki til 3-3, inden russeren igen trak fra, for blot at se Wozniacki kæmpe sig på 6-6 og tvinge sættet ud i en tiebreak.

I tiebreaken bragte danskeren sig foran med 6-1, men det blev alligevel nervøst, da hun missede de fire første matchbolde, inden hun vandt tiebreaken 7-5.

I semifinalen lørdag venter altså Naomi Osaka, der er regerende Australian Open-vinder. Desuden vandt hun US Open sidste år.

Wozniacki har slået Osaka to gange i to kampe.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst