Wozniacki kæmper sig videre med besvær

Caroline Wozniacki misbrugte matchbolde i andet sæt, inden hun i tre sæt vandt over Chanelle Scheepers i Kina.

Wozniacki kæmper sig videre med besvær

Caroline Wozniacki spillede sig mandag videre til anden runde af WTA-turneringen China Open i Beijing, hvor hele verdenstoppen - med undtagelse af Serena Williams - er med.

Den tidligere danske verdensetter måtte kæmpe hårdt for sejren på 7-5, 6-7, 6-2 over sydafrikanske Chanelle Scheepers, der er verdens nummer 53.

Wozniacki, der er verdens nummer 11 og 10.-seedet i turneringen, var bagud med hele 1-5 i andet sæt, inden hun leverede et fantastisk comeback og havde to matchbolde i tiebreaken.

Scheepers gik dog fra at være bagud 4-6 til at vinde tiebreaken med 8-6. Det rystede ikke 22-årige Wozniacki, som kom foran 5-1 i tredje sæt mod sin seks år ældre modstander - og senere vandt sættet 6-2.

I første sæt, hvor begge spillere uden de store problemer holdt serv, brød Wozniacki ved stillingen 6-5 og vandt sættet.

Mens servepartierne var svære at bryde i første sæt, så var historien en anden i andet og tredje sæt, hvor der blev brudt mange gange.

Wozniacki skal i anden runde møde Hsieh Su-Wei fra Taiwan. Spillerne har mødt hinanden en gang tidligere, men det var helt tilbage i 2008. Dengang vandt Wozniacki 6-1, 6-1 på grus. I Beijing spilles der på hardcourt.

Hsieh Su-Wei er nummer 38 i verden, men er i gang med en fin sæson, der indtil videre har budt på to turneringssejre. Til sammenligning står Wozniacki noteret for sin ene sejr ved Korea Open i sidste måned.

Wozniacki vandt China Open i 2010, mens det sidste år blev til en plads i kvartfinalen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.