Wozniacki knuste russer i sæsonfinale

En fokuseret Caroline Wozniacki blæste Elena Dementieva af banen på 54 minutter ved åbningskampen i Doha.

Caroline Wozniacki fik en perfekt start på sæsonfinalen i Doha, da den danske verdensetter åbnede turneringen med en sejr på 6-1 og 6-1 over Elena Dementieva. Wozniacki har sagt, at hun går efter at afgøre sine kampe hurtigt, og man må sige, at danskeren levede op til de ord mod den russiske modstander. Kun 54 minutter tog det at banke Dementieva. Den danske favorit bragede fra start boldene ned mod Dementieva, der havde svært ved modstå presset fra Wozniacki. Russeren forsøgte sig forgæves med stopbolde, men Wozniacki havde masser af fart i benene, og derfor var stopboldene ikke et våben, der havde nogen virkning over for danskeren. Wozniacki opdagede hurtigt, at Dementievas baghånd var svag, hvilket blev udnyttet flere gange af den danske vinder. Russeren, der også servede elendigt, sandsynligvis på grund af en halvskadet ankel, var chanceløs. Sæsonfinalen i Doha består af to grupper med fire spillere i hver, og Caroline Wozniacki er med sin åbningssejr godt på vej mod en af de to semifinalepladser. Inden hun kan vide sig sikker på en plads i semifinalen, skal danskeren først møde Samantha Stosur og Francesca Schiavone. /ritzau/